Nærmere Elin

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Martin Krogh Andersen: Nærmere Elin

Gyldendal 2010

216 sider

Pris 249 kr.

 

Martin Krogh Andersen er cand. mag. i dansk, og han udgav sin første roman i 2008. Nærmere Elin er en sørgmunter fortælling om jagten på den forsvundne kærlighed i bogstaveligste forstand. Sander vågner en morgen, og hans rødhårede Elin er væk. Der går dage, der går en måned, han skriver breve til hende, ringer til hende, men hendes telefon svarer ikke og brevene forbliver ubesvarede. Sammen med vennen Ruben bryder de ind i hendes lejlighed, hvor hun tilsyneladende ikke har været i lang tid. De finder hendes dagbøger og adressebogen, og nu går jagten ind for alvor. De opsøger personer fra adressebogen og lærer mere og mere om Elins mange hemmeligheder, men jo mere de lærer, jo længere væk kommer Elin. Her er kærlighed, jalousi, længsel, vrede, frygt, alt sammen humoristisk fortalt, og det gør aldrig rigtigt ondt. Men det er en charmerende bog, som bestemt kan anbefales.

PHASE

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Jens Smærup Sørensen: Phase

Gyldendal 2010

274 sider

299 kr.

 

Jens Smærup Sørensen har skrevet et væld af digte, noveller, radiospil og romaner. Det store gennembrud fik han med romanen Mærkedage i 2007, som er belønnet med flere priser.

Phase har fået blandede anmeldelser, synd og skam, jeg tror, at anmelderne bare er fløjet igennem bogen uden at tænke over, hvad de læste. For det er et lille mesterværk. Sproget er en hel klasse for sig. Vi præsenteres for den ene strukturerede sætning med indskudte sætninger efter den anden, hvor der ofte er lige så meget underforstået, som der er fortalt. Og tråden bliver ikke tabt en eneste gang. Handlingen er en undergangshistorie. Andy er dramachef på TV tretten og er gift med Sys. Arbejdsmæssigt er han udbrændt, lider af PHASE, som står for Post Happening Apathetic Social Evasivenes, der som symptom blandt andet har hunger efter virkelighed. Andy bidrager selv til sin deroute, der både har ægteskabelige og arbejdsmæssige komponenter. Det er en fornøjelse at læse, og jeg vil blæse på Jyllandsposten 3 stjerner og Berlingskes 2 stjerner, bogen skal have 6 stjerner, og det er ikke en for meget.

 

Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Jonas Jonasson: Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Oversat af Anders Johansen

Modtryk 2010

372 sider

Pris 299 kr.

 

Jonas Jonasson er uddannet journalist, og han er nu bosat i Schweiz, hvor han skriver på sin anden bog. Dette er således hans debut, og det er en klukkende morsom bog.

Allan Karlsson stikker på sin hundrede års fødselsdag ud gennem vinduet på plejehjemmet iført sine tøfler. Han lander på rutebilstationen, hvor han stjæler en kuffert og tager bussen ud i det blå. Vi følger nu Karlssons tur, og han oplever meget. Samtidig får vi Karlssons forhistorie, og den er bestemt heller ikke kedelig. Bogens historie er interessant. Den kom i et oplag på 7000 eksemplarer, men før man vidste af det måtte den genoptrykkes og blev nu solgt i 350.000 eksemplarer samt i 15 lande. Jeg forstår det godt, den er hylende morsom og fortæller verdenshistorien på en helt ny måde. Den er nok den morsomste bog, jeg nogensinde har læst, så den får min allervarmeste anbefaling

Doktor Glas

Anmeldt af Eline Andersen
 
 
Hjalmar Söderberg: Doktor Glas
Oversat af Jørgen Årup Hansen
Gyldendal 2010
143 sider
Pris 129,95 kr.
Fascinerende dagbogsroman fra 1915, som er skrevet med en moderne indsigt på en fond af tidstypiske beskrivelser.
 
I Stockholm bor og praktiserer Dr. Glas, som er læge. Som 33-årig er han stadig jomfru og har kun selv en enkelt gang ganske flygtigt oplevet kærligheden. Han er et ensomt menneske, uden faglige ambitioner og ærgerrighed.
 
Da han opsøges af en smuk kvindelig patient, Helga Gregorius, som føler væmmelse ved sin mands favntag, ser han en chance for at handle. Han finder Pastor Gregorius afskyelig. Men hvordan skal han handle og vil hans handling kunne forsvares moralsk?  Og Dr. Glas ender med at handle!
 
Hele forløbet, alle overvejelserne er fortalt af Dr. Glas i denne dagbogsroman. Meget er til debat ikke bare diskussionen om, hvorvidt et mord kan forsvares under visse omstændigheder, men også spørgsmålet om tidens seksualmoral men også om kvinders vilkår og muligheder.
 
Det er en stille, smuk, dyb og ganske underholdende roman, som klart kan anbefales.

Orbit

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Ib Michael: Orbit

Gyldendal 2010

392 sider

Pris 299 kr.

 

Ib Michael har gennem 40 år leveret en lang række romaner og hørespil, og som en rutineret forfatter er han altid værd at læse. Denne bog har ikke fået ubetinget ros af anmelderne, men jeg kan faktisk godt lide den.

Vi følger Christina, en adopteret koreansk pige, og Ronnie, en forhenværende rocker. Disse to erhverver muligheden for at rejse i tid og sted via parallelle universer, og det kommer der en masse handling ud af. Der er en del Orfeus og Euridike i deres færd, idet de kommer fra hinanden og har det lidt svært ved at finde hinanden igen i det rigtige univers på den rigtige tid. Der er også Faust og Mefisto på spil, men det meste opfatter jeg som en hyldest til kærligheden. Naturligvis er der bandekrige, når en rocker spiller hovedrollen, og der er vold og eksplosioner. Alt i alt følte jeg mig glimrende underholdt.

Elefantpassernes børn

Anmeldt af Eline Andersen
 
 
Peter Høeg: Elefantpassernes børn
Rosinante 2010
379 sider
Pris 299,95 kr
 
Finø ligger i Mulighedernes Hav, men hører ind under Grenå Kommune. Elefantpassernes børn er en humoristisk roman fortalt af fjortenårige Peter. Peter og hans to søskende bor på Finø. En dag forsvinder deres forældre, der er henholdsvis præst og organist. Peter og hans søskende beslutter selv at fortsætte eftersøgningen, der bringer dem i kontakt med flere interessante, men ikke nødvendigvis realistiske personligheder. Læseren tages i humoristisk diskurs gennem et overflødighedshorn af lommefilosofiske og religiøse anskuelser.
 
Det er en dramatisk roman med komiske karakterer, et fængende metaformættet sprog og besynderlige navne, som understreget det infantile i krimiens plot. Det er helt bestemt en roman, jeg vil læse højt for mine børn i uge 42. 
 
Fortællingen rummer et Hav af Muligheder.

Sunset Park

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Paul Auster: Sunset park

Oversat af Jørgen Nielsen

Per Kofod 2010

209 sider

Pris 239,20 kr

 

Paul Auster har siden 1987 beriget os med en lang stribe anmelderroste og prisbelønnede romaner. Nu får han verdenspremiere i Danmark på den seneste roman: Sunset park. Den lever fuldt ud op til de forventninger, jeg har til en roman af Paul Auster- og de er høje.

Vi er i New York, hvor fire mennesker finder ud af at besætte et forladt hus i bydelen Sunset park. Der er den store og lodne Bing, der restaurerer gamle ting og indrammer billeder på sit hospital for gamle ting, men som er usikker på sin egen person og seksualitet. Der er den store, intelligente Alice, som skriver på en afhandling, og der er den depressive og smukke Ellen, som længes efter et knald. Endelig er der hovedpersonen Miles, der gennem syv år har brudt alle forbindelser til sine forældre og har flakket rundt gennem staterne i tilfældige job. Nu er han dybt forelsket i en mindreårig pige i Florida. Vi får en skive af tid i disse menneskers liv, og det er troværdigt og blændende fortalt. Bogen er sært fascinerende, og det er med vemod, at jeg slipper disse mennesker.

 

Easter parade

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 

Richard Yates: Easter parade

Oversat af Ida Jessen

Klim 2010

215 sider

Pris 249 kr.

 

Richard Yates er fra New York, og han skrev syv romaner samt to novellesamlinger. Han debuterede i 1961 og denne roman er fra 1976. Det er en lille perle, men den er nedslående og vælder over med bristede illusioner. Vi følger to søstre, der vælger helt forskellige liv. Den yngste, der forguder sin storesøster, vælger uddannelse og karriere, og den ældste søster vælger et liv som hjemmearbejdende husmor. Ingen af dem bliver lykkelige, og det gør ondt at følge deres nedtur hver for sig. Bogen er skrevet flydende i et smukt sprog. Man bør unde sig at læse denne bog.

Ham der søger døden

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Bent Haller: Ham der søger døden.

Høst og Søn 2010

330 sider

Pris 250 kr.

 

Bent Haller har skrevet et hav af bøger, og denne er ligeså fængende, som han plejer at være. Det er en lang episk ode til døden beregnet til unge og nysgerrige i alle aldre.

Lau er 12 år, da han bliver dræbt i et færdselsuheld. Gud har jo lovet menneskene evigt liv, så Lau havner et sted, der ikke er himlen men heller ikke helvede, selv om der ikke er rart at være. Han træffer Beatrice, som døde i middelalderen, og sammen med ”vejviseren” begiver de sig ud på en rejse for at finde døden. Der er i alt syv huse symboliseret ved de syv stjerner i Karlsvognen, og Gud bor i det sjette hus, døden og djævelen bor i det syvende. Det er en spændende og tankevækkende historie, hvor også ærkeengelen hjælper med at finde vej. Bogen er flydende skrevet, grum og sjov på samme tid. Lige en bog for mit hjerte.

 

Til Amerika

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Inge Pedersen: Til Amerika

Gyldendal 2010

300 sider

Pris 249 kr.

 

Inge Pedersen er Nordjyde, og hun er en benådet lyrisk sjæl. Tidligere har hun udgivet en lang række digtsamlinger, noveller og romaner, og naturligvis har hun modtaget flere priser. I 2006 udgav hun erindringsromanen: Og halsen af en svane, som blev rost til skyerne. Nu har hun så gjort det igen, hun har komponeret fortsættelsen til erindringsromanen, der dog sagtens kan læses uden at man kender første bind.

Til Amerika handler om en ung piges liv i Nordjylland i fyrrene og halvtredserne. Der var smalle kår og en stram moral, og kun de rige kunne sætte deres børn i gymnasiet. Hun kom i mellemskolen og fik en realeksamen, hvorefter hun kom i lære på et kontor. Men hun har rastløsheden i sig og vil gerne rejse, uden at hun kan sige, hvad hun vil være, måske skolelærer af nød.

Det er en lille perle af en bog. Hver side rummer lyriske billeder og sentenser, som det er en fornøjelse at læse. Hvor er det dog en skam, at den kun er på 300 sider.