Insekter og andre smådyr

Anmeldt af Eline Andersen
Insekter og andre smådyr

Lars Thomas: Insekter og andre smådyr
Koustrup & Co 2023
128 sider
89,95 kr

Det kribler i fingrene, når man første gang tager Lars Thomas’ fine lille bog i hånden. Insekter og andre smådyr er både fascinerende og indimellem lidt skræmmende. Mest fordi jeg ikke rigtigt kender dem endnu. Med denne bog har jeg lært flere småkryb at kende, og nogle af dem har jeg også lært at holde af.

Indrømmet: Jeg er ikke begejstret for sølvkræ – hverken med eller uden skæg. Men jeg holder af myrerne, smo er flittige og en vigtig soldat i naturen, jeg elsker guldsmedene, og synes at det er spændende med alle de forskellige lus – barklus, boglus og bladlus – og så arbejder de jo nærmest sammen med myrerne.

Jeg kan klart anbefale denne bog til alle, som gerne vil sætte navne og funktioner på insekter og smådyr – den er ligetil med masser af illustrationer og fotos. Nu har jeg den liggende på priklebordet, for der er der altid en masse smådyr, som suser ud og ind.

Løb igen

Anmeldt af Eline Andersen
Løb igen

Thora Bjørn: Løb igen
Muusmann Forlag 2023
200 sider
269,95 kr

Løb!? Ja, det er lettere sagt end gjort, og specielt hvis man som kvinde skal tilbage til en løbende hverdag med små børn og en krop, der bærer præg af graviditet. Indrømmet, det er præcis 27 år siden, jeg stod i den aktuelle situation. To små børn, et krævende job og så – ja ønsket om at løbe igen.

Denne bog af Thora Bjørn ville jeg ønske, jeg havde haft dengang. Den tager skridt for skridt fat i alle de svære udfordringer med at få løb til at blive en hverdagsdisciplin. Men fin forståelse af alle de dilemmaer, kvinder står i,  holder den stædigt fast i det vigtige: Løb igen.

Professionelt og gennemarbejdet bliver læseren ført igennem træning, teknikker, øvelser og programmer, der alle gør det lidt lettere at komme i gang igen. Også selvom der måske er gået flere år, siden ungerne kom til verden og det mest udbredte udtryk var: jeg må løbe – ungerne skal hentes.

Vilde naturhaver

Anmeldt af Eline Andersen

Jens Thejsen: Vilde naturhaver
Koustrup & Co 2023
224 sider
Pris 239,95 kr

Hvor er det egentligt vildt! Hvor forskelligt naturhaver tager sig ud! Det giver Jens Thejsen os indblik i sin seneste bog om vilde naturhaver. Forlaget skriver:  Inspireret af vilde skove, stejle skrænter, våde enge, gamle træer, glemte steder, summende bier og naturens underfundighed – og det rammer spot on.

I denne fine bog gennemgår forfatteren forskellige naturtyper og lægger op til, at man som haveejer trækker vejret dybt, ser sig omkring og forstår, hvilken type natur, haven eller grunden rummer. Thejsen gennemgår forskellige typer habitathaver – altså haver, som passer ind i det eller de habitater, som er på et givent sted. Det kan være en sydvendt skråning, et skyggefuldt hjørne på nordsiden eller en strandeng.

De forskellige habitater bliver gennemgået med karakteristika, forslag til planter og rigt illustreret af forfatteren. Udover de mange fotos er der også brugbare plantelister. Thejsen arbejder ud fra en filosofi om, at flerårige, hjemmehørende planter skal (gen)introduceres i de danske haver og på danske naturgrunde.

Der er således mange, gode grunde til at anskaffe sig bogen, som kan læses i relevante kapitler og give god inspiration til, hvordan haven gøres mere vild a la naturen.

Lederskabet i balance

Bog modtaget som anmeldereksemplar
Anmeldt af Eline Andersen
Lederskabet i balance

Louise Sparf: Lederskabet i balance
Akademisk Forlag 20221
86 sider
299,95 kr

Dit valg, din beslutning, dit lederskab, skriver Louise Sparf i sin lille bog om regenerativ ledelse og vejen mod den femte industrielle (R)evolution. Bogen henvender sig primært til ledere og handler om, hvordan vi finder nye veje og tilpasser os i moderne ledelse.

Bogens sigte er at fremlægge og diskutere, hvordan ledelse og ledere kan genfinde en balance mellem produktivitet og restitution. Dertil konkluderer Sparf, at der ikke findes en universel opskrift, men at ledere skal betragte ”deres lederskab i balance som, at du står på et vippebrædt, hvor du kontinuerligt skal justere og tilpasse til situation, miljø og omgivelser”. (s. 186)

Det var faktisk en meget interessant bog, selvom jeg var lidt kritisk i starten  – dels fordi jeg ikke selv er leder, og dels fordi jeg var lidt ramt af de fine ord som regenerativ og mental bæredygtighed. Men bogen er slet ikke så akademisk, som jeg troede. Der er både fortællinger fra forfatterens eget lederskab og eksempler fra den virkelige verden. Så hermed stor anbefaling herfra!

Digital etik


Anmeldt Eline Andersen

Peter Svarre: Digital etik – Hvordan designer vi en mere ansvarlig digital verden?
Akademisk Forlag 2022
238 sider
Pris: 259,95 kr.

Dette her er en bog, som alle burde læse! Og specielt dem, som arbejder med digitale løsninger. Der er brug for et sprog til at tale om og arbejde med digital etik, og det leverer denne meget anvendelige bog. Vores teknologiske tidsalder skriger på etiske refleksioner og på konkrete anvisninger.

Der skal være voksne til stede, hvis vi skal sikre, at teknologi og digitalisering ikke løber af sporet. Læserne af denne bog er et godt bud på disse voksne. Hvor var det befriende læsning, og jeg tager så mange overvejelser med mig ind i det nye år og mine, egne digitale arbejdsopgaver. Godt nytår!