Anmeldt af Eline Andersen
Bo Falch Hansen: Den korteste vej til et langt liv
Muusmann Forlag 2025
137 sider
229,95 kr
Jeg har altid trænet en del og ved godt, at motion er vigtigt. Men hvor vigtigt er det egentlig i forhold til alt det andet – kosten, søvnen, sociale relationer? “Den korteste vej til et langt liv” giver svaret og gør det på en måde, der er både enkel og motiverende.
Bogen går videnskabeligt til værks og samler konklusionerne fra flere hundrede studier. Og ja, vi ved jo alle, at det er sundt at røre sig, men jeg må indrømme, at jeg blev overrasket over, hvor meget motion faktisk betyder – endnu mere end vægten og næsten lige så meget som rygestop. Det er en af bogens helt store styrker: Den viser præcis, hvad der gør den største forskel for livslængde og livskvalitet, så man ikke behøver bruge tid på ting, der kun har minimal effekt.
Det bedste ved bogen er dog dens praktiske tilgang. Den giver konkrete råd, letforståelige anvisninger og endda et ugeskema, der gør det let at følge med i, hvornår man har gjort nok. For selvom jeg træner regelmæssigt, er det rart at få bekræftet, at det ikke behøver være uoverskueligt at gøre en reel forskel for sin sundhed.
Og så er der det evige spørgsmål: Er det for sent at begynde? Nej – uanset alder kan man forbedre sin sundhed markant. Det giver en enorm motivation, især når man, som jeg, allerede er godt på vej mod livets sidste halvdel – hurtigt eller langsomt – det må tiden vise.