De store stjerners tid

Anmeldt af Eline Andersen

De store stjerners tid

Finn Wiedemann: De store stjerners tid
Brændpunkt 2021
228 sider
249 kr.

Dufte, musik og nu også ’De store stjerners tid’ kan sende mig på himmelflugt tilbage til mine gryende teenageår i midt halvfjerdserne. Finn Wiedemanns lille bog om sommeren 1975 har ligget et stykke tid nu, efter jeg læste den. Hvorfor? Jo, fordi jeg skulle fordøje tidsrejsen og beslutte mig for, om bogen for mig handlede om et mord, eller om den reelt handlede om dengang, Abba var hot og sommeren endnu hottere. De store stjerners tid er et formidabelt tidsbillede, hvor detaljer, som for længst var glemt, igen dukker op for fuld musik og med en vifte af dufte og smage. Wiedemann skriver smagen af grøn bonanza, duften af bløde løg og lyden fra kasettebåndoptageren ind i fortællingen om Jan, Mette, Torben og Marianne.

Telefonen ringer. Mette beder Jan om at komme, fordi hendes far ligger for døden. Rejsen bliver en rejse tilbage til 1975 og en sommer, som de sent vil glemme.Den sommer, hvor de blandt andet fandt liget af en mand i skoven.
En sommer, jeg selv havde glemt, men som bogen har lirket frem igen.

Hvis jeg skulle anbefale en bog til sommerferielæsning anno 2021, er ’De store stjerners tid’ klart en kandidat.

Det blinde punkt

Anmeldt af Eline Andersen

 

Julie Hastrup: Det blinde punkt
Rosinante 2010
398 sider
Pris 199,95 

”Rebekka, der du der? Et barn er forsvundet….” og en amerikansk profileringsekspert er i Danmark … sådan slutter 2. bind i krimiserien om kriminalassistent Rebekka Holm. Og jeg gider godt vente på bind 3! For både 1. og 2. bind har været fornøjelig læsning. I 2. bind, Det blinde punkt, findes den medieeksponerede socialrådgiver brutalt dræbt på Kastellet i København. Samtidigt er der en række grove voldtægter både i København og i Sverige – og Rebekka Holm er inde over begge dele. 

Dette er en krimiserie, som vinder ved at gå tæt på netop Rebekka Holm, som er en dygtig og intuitiv betjent, men også en kvinde og et menneske med både en fortid, nutid og også en fremtid. Som læser bliver man præsenteret for seriøst politiarbejde løst af et team, som alle også bare er mennesker – og løsningen på selve krimi-plottet skal naturligvis også findes blandt helt almindelige mennesker med livet i bagagen. 

Det blinde punkt er et selvstændigt bind i krimiserien om Rebekka Holm. Læs også anmeldelsen af bind 1: En torn i øjet.

Lasten

Anmeldt af Eline Andersen

 

Hanne Bech Hansen: Lasten
Lindhardt og Ringhof 2010
282 sider
199,95 kr. 

Tidligere politikdirektør, Hanne Bech Hansens, debutroman Lasten, er en fin lille krimi, som er hurtigt læst. En ung advokat likvideres i et indkøbscenter og en gammel dame, som muligvis har set morderne, myrdes også. Det bliver den nyudnævnte vicepolitikomisær, Malika Asmina Els, som sættes i spidsen for udredningerne. Malika har indvandrerbaggrund, og som kvinde bliver det et par af hendes udfordringer og ikke mindst forcer.

Med en forfatter, der har så indgående kendskab til kriminalsager og deres løsninger, er der lagt op til sublime miljøbeskrivelser. Hanne Bech Hansen formår da også til en vis grad at bruge sin store indsigt i denne krimis plot, og der er en sjov stil i sproget, som kunne være et sprog, der også bruges i politiets rapporter. Jeg tror på miljøskildringerne og hovedpersonerne og jeg følte mig godt underholdt i en verden af grov, international organiseret kriminalitet.