28 dage til grønnere hverdagsvaner

Anmeldt af Eline Andersen
28 dage til grønnere hverdagsvaner

Janne Ibsen Piper: 28 dage til grønnere hverdagsvaner
Muusmann Forlag 2023
92 sider
149,95 kr

Hvor ville jeg gerne…. Det har jeg sagt tusind gange. Jeg har besluttet mig for at leve grønnere, men farverne er alt andet end grøne, når dagen gøres op. Hvorfor? Fordi det er bare ikke sådan lige at ændre sine vaner………

Nu kommer Janne Ibsen Piper med en lille håndsrækning. I bogen 28 dage til en grønnere hverdag tager hun mig én dag ad gangen gennem små, men ikke ubetydelige ændringer af mine langt fra grønne vaner. Vi startede med Zero Waste, og jeg fik lov til at skrive mig ind i fortællingen på de tre linjer, som hver dag ligger til mig. Jeg fik også lov til at sætte mit første kryds. Det er måske helt simpelt – men det virker! Én dag – én opgave. Og når de 28 dage er gået, så har jeg valgt at starte forfra igen. Nu blot med den lille tilføjelse, at jeg kan notere, at jeg også stadig holder fast ved de fleste andre dages opgaver. Smart – pædagogisk – og ikke uoverskueligt. Jeg er ikke længere helt grøn udi det at ændre vaner 😊 og måske endda lidt grønnere…….

Koro – en fortælling om frygtens vildspor og kærlighedens suverænitet

Anmeldt af Eline Andersen

M.T. Ness: Koro – en fortælling om frygtens vildspor og kærlighedens suverænitet
Forlaget Brændpunkt 2023
77 sider
149 kr.

Er du så færdig?! M.T. Ness kaster sine læsere ind i en hvirvelvind af tanker, ord og pauser. Det kræver sin læser at følge med og hold fodfæste i denne lille bog om identitet og mening. Selv siger Ness bl.a.: ”For jeg er her i virkeligheden ikke. Jeg er ikke mig, i dybeste forstand. Nu ved jeg ikke, om jeg har fundet min dybeste forstand.”

Disse tre sætninger er essensen af bogens budskab og formål, at afdække, hvem man (Ness) er, og om det giver mening. De tre sætninger er også et fint udtryk for, hvordan Ness skriver: Kort og præcist, med elegante gentagelser, der, hvor det giver mening.

For mig giver bogen mening, og jeg skal gøre mig umage for at yde den al den retfærdighed, den fortjener. For den er ikke letlæst – den vil ikke slippe igen. Ordene og meningen følge med selv, når man har lagt bogen fra sig.

Det åbne land i hjertet

Bog modtaget som anmeldereksemplar
Anmeldt af Eline Andersen
Det åbne land i hjertet

Anne Marie Têtevide: Det åbne land i hjertet
Mellemgaard 2022
196 sider
199,95 kr

Olie og energikrise? Lyder det bekendt? Hvad så med Gouland og Tolakin? Ja til det første og måske nej til det sidste spørgsmål. Men der er en sammenhæng. I bogen ’Det åbne land i hjertet’ udspiller der sig dramaer med udgangspunkt i netop olie og energikrise. Læseren kastes ind i et samfund, som er præget af uro, fattigdom og indre splid.

Det er et fantasiland, Goulan, som år tilbage invaderede Tolakin for at at få fingrene i deres oliefeltet. Men Goulan lykkedes ikke med invasionen og kæmper nu med en energikrise. Krisen kradser og indbyggerne er oprørte. Mens der kriges i Goulan, har nogle udvandrere slået sig ned på en ø, Lunao. Det er så længe siden, og der er ikke kontakt mellem de tidligere udvandrere og indbyggerne i Goulan. Men sådan skal det ikke være fremover, hvis det står til kvinden Lou.

Dette er en fantastisk fortælling, som i min læsning, bygger på netop de elementer, som verdens krige og skærmydsler er skabt af. Hvis man er til fremmedartede stednavne og gammelkendte problematikker kunne denne bog sagtens være et godt bud på weekendlæsning.

Udsigt fra en malkeskammel

Bog modtaget som anmeldereksemplar
Anmeldt af Eline Andersen
Udsigt fra en malkeskammel

Frank Erichsen i samarbejde med Susanne Sayers: Udsigt fra en malkeskammel – tanker fra Kastaniegården
Politikens forlag 2022
282 sider
300 kr.

Tanker om omstilling, tanker om opstilling og tanker om udstilling. I denne fine bog kommer Frank Erichsen ind på de tanker, han gør sig og har gjort sig i forbindelse med specielt TV-serierne, Bonderøven og Frank og Kastaniegården .Her har tv-seere gennem flere sæsoner fulgt Frank og familien i deres dagligdag og arbejde tæt på naturen. Det er dette fine liv, som får mere liv i udsigten fra en malkeskammel.

Jeg har nydt at læse bogen. Jeg er stor fan af tv-programmerne om Frank og Kastaniegaarden. Bogen er et godt stykke håndværk, ligesom det håndværk, som Frank dagligt hylder og benytter. . I bogen uddyber Frank sine holdninger til selvforsyning, forbrug og bæredygtighed. Han er en suveræn formidler. Jeg deler mange af Franks holdninger og værdier og synes, at bogen er både interessant og inspirerende.

Få den ud

Bog modtaget som anmeldereksemplar
Anmeldt af Eline Andersen
Få den ud

Kristin Sørum: Få den ud – sådan udgiver du din egen bog
Spitzen Publish 2022
280 sider
219,95 kr.

Noget anderledes læsning: En gennemgribende gennemgang af alle de mange, forskellige overvejelser, opgaver, udfordringer og muligheder, der ligger for dem, der gerne vil skrive og udgive deres bøger. Det er samtidigt et farvel til den traditionelle bogudgivelse – og det er her Kristin Sørum starter. Hun er selv stifter af forlaget, Spitzen Publish, og ved helt klart, hvad hun taler om.

Jeg sidder med en bog i hånden, som vejer lige præcis så meget, som sådan en bog skal. Dens omslag har en lækker coat, og forsiden appellerer til min fantasi. Sådan sidder jeg som bogblogger tit – altså med en bog i hånden og lader mig oplyse og underholde. Men ikke før denne bog, har jeg skænket det mange tanker, at der i hver en bog ligger en proces, som Sørum beskriver.

Jeg kan godt se, at bogens tyngde ikke kun kan måles i gram og sider, men i langt højere grad i tilrettelæggelse, produktion, udtryk, promovering og  ting som praktik, pligt og pris. Med denne fine beskrivelse kommer man som aspirerende forfatter fra rookie til rockstar. (Som sidste kapitel hedder)

I processen dukker også bogbloggere op – og også www.god-bog.dk – hvilket i min optik er et rigtigt godt eksempel på, at vi har brug for hinanden – og tak for det.

Sangfugle

Anmeldt af Eline Andersen
Sangfugle

Christy Lefteri: Sangfugle
Oversættelse: Lotte Jansen
Jentas 2022
400 sider
Pris: 399,95 kr.

Biavleren fra Aleppo sidder stadig i kroppen på mig. Den var så finurlig og fint skrevet, og denne bog ’Sangfugle’ af samme forfatter lader intet tilbage. Den er så skrøbelig og episk, at det er en fornøjelse at læse. Her har vi en tjenestepige, Nisha, fra Srilanka, som forsvinder. Det er der ingen, der tager notits af. Og dog, hendes kæreste Jiannis leder efter hende og det gør også den kvinde, som Nisha arbejdede for.

I deres søgen efter Nisha vendes der op og ned på deres eget liv og de forstår nu, at de intet vidste om Nisha. Nishas forsvinden og deres leden forandrer dem alle. Og i denne roman, får de tavse tjenere en stemme og et ansigt – så fint og skært beskrevet af Lefteri. Stor anbefaling herfra.

Insekternes bog

Anmeldt af Eline Andersen
Insekternes bog

Morten DD Hansen i samarbejde med Rikke Hyldgaard: Insekternes bog
Politikens Forlag 2022
286 sider
Pris: 269,95 kr

Det er blevet så moderne at tale om biodiversitet, og vi bruger ordet i flæng fordi så er vi oppe på dubberne. Men hvad betyder det for f.eks. insekterne og hvad betyder de for os. Det formidler Morten DD i samarbejde med Rikke Hyldgaard på en gribende og meget jordnær måde.

Morten DD fortæller om sin egen fascination af insekter og hvordan det hele startede i en ådal i Midtjylland. Den fortælling er hele fundamentet for hans lange og vedholdende arbejde for biodiversitet og for de tusindvis af danske insektarter. Morten DD nøjes ikke med at løfte låget på kokassen og betragte billerne, han fortæller også om, hvorledes vores natursyn har ændret sig gennem tiden og bliver dermed forkæmper for at ændre nutidens syn på insekterne.

Læs bogen, lyt til naturen, se og blev rørt af det mylder af insekter, som i bund og grund kan lære os alle om verden og kærligheden til livet og naturen  😊

Dyrk

Anmeldt af Eline Andersen
Dyrk

Signe Schrøder: Dyrk
Politikens Forlag 2022
336 sider
Pris 249 kr

Signe Schrøders bog har ligget lige inden for havevinduet og inspireret mig gang på gang, når jeg har pletlæst hendes glæde over køkkenhaven og den legende tilgang til det, at dyrke grøntsager selv. Med bogen fulgte en æske med de skønneste frø. Dem såede jeg rundt omkring og dyrk lige det: Der er nu skønne krydderurter i bede og potter!
Jeg synes, det kan være svært at læse og anmelde havebøger. Mest fordi de bedste lægger op til, at man smider bogen hen i hjørnet og løber ud i haven for at så, plante og høste.

Signes bog har været uvurderlig i min samling af havebøger, fordi den helt og aldeles bygger på glæden ved at dyrke. Selv siger hun: Jeg dyrker faktisk ikke grøntsager. Jeg dyrker jorden. Det er jorden, der er omdrejningspunktet for, om jeg får en god høst.

Den lille verdenshistorie

Anmeldt af Eline Andersen

Den lille verdenshistorie

E.H. Gombrich: En lille verdenshistorie
Oversættelse: Jørgen V. Hansen
Bechs Forlag 2021
297 sider
Pris: 199,95 kr
Mens endnu et kapitel af verdenshistorien skrives netop nu, har jeg endelig taget mig tid til at læse denne lille perle af en bog. Gombrich fortæller for børn og unge – eller for dem, der aldrig bliver for gamle til at læse om verdens tilblivelse og menneskets gøren og laden op gennem tiden.
40 små kapitler – mere behøver Gombrich ikke for at sammenfatte rejsen op gennem tiden. Han fortæller farverigt om krige og de forskellige politiske og økonomiske bølger, der har været med til at tegne verdenshistorien. Gombrich har en sjælden sans for at spidde de mest markante milepæle og gør det med et finurligt overskud, der gør han bog ’En lille verdenshistorie’ til et must-read.

Kunsten af blive et ordentligt menneske

Anmeldt af Eline Andersen
Kunsten at blive et ordentligt menneske


Pia Søltoft & Tormod Tingstad: Kunsten at blive et ordentligt menneske
Akademisk Forlag 2021
160 sider
Pris: 225

Det er en ’lille’ bog med store overvejelser. Forfatterne tager kombinerer Kierkegaards og Aristoteles’ tanker om det at være et ordentligt menneske og en ordentlig leder. De beskriver nutidens lederes mangel på etik og kommer med eksempler fra medierne, hvor flere ledere bliver fremstillet som ikke ordentlige. Der har været flere udgivelser gennem de seneste år om  ’Det perfekte menneske’ kontra ’Det uperfekte menneske’ og med dette bidrag listes ordet ’ordentlig’ ind som et væsentligt bidrag til diskussion om etik og moral i lederskab og menneskehåndtering. Forfatternes pointe er, at når vi i dag dyrker det individuelle menneskes særegne personlighed, mister vi en fælles forståelse for, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske. Det er en pointe, som jeg både kan forstå og som jeg synes er væsentlig i debatten om ordentlighed som menneske og leder.