Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Pukkelryg Pukkelryg

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

pukkelryg2

Tom Franklin: Pukkelryg Pukkelryg

Oversat af Søren K. Barsøe

Klim 2014

303 sider

pris 299 kr.

Tom Franklin underviser på universitetet i Mississippi og er en etableret forfatter. Denne bog er i særklasse god, og derfor har den også vundet CWA Gold dagger award som årets bedste krimi. Og det er en krimi, for der bliver begået mord og mord opklares, men den er så meget andet også. Vi er i en lille by, Chabot, i Mississippi med 500 indbyggere. Den unge kønne datter af Larrys nabo forsvinder efter en date med den kiksede Larry. Vi skal herefter år tilbage, hvor den 10 årige sorte Silas bliver venner med den hvide Larry, noget der ikke kan accepteres i sydstaterne, så deres venskab ude i skovene holder de hemmeligt, men det brydes på det grusomste. Som voksen vender Silas hjem til Chabot som politimand. Larry er det gået ilde. Han har arvet sin fars autoværksted, men har ingen kunder, lokalbefolkningen har dømt ham som morder og mopper ham på det grusomste. Nu forsvinder det lokale savværks ejers datter, og den lokale pusher myrdes. Larry må igen holde for som morder, og chikanen af ham tager til. Larry er uskyldig, det ved læseren, men kan Silas finde sandheden? Bogen er spændende, en forfriskende anderledes krimi, hvor den uskyldige Larry er tegnet tæt og realistisk, læseren er med på hver en side med en knugen i maven over alt det her. Tom Franklin må gerne skrive mere, jeg skal være der som en grib.

Hypokonderens død

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

davidsen nielsen2

Hans Davidsen-Nielsen: Hypokonderens død

Politikens forlag 2014

319 sider

Pris 300 kr.

Hans Davidsen-Nielsen er journalist og forfatter. Han har tidligere skrevet to faglitterære bøger om den danske efterretningstjeneste, og dette er hans skønlitterære debut. Den er bestemt værd at bemærke. Hovedpersonen hedder Morten, han er en universitetsansat historiker, der har en vis forskningsforpligtelse, som han i årevis ikke har opfyldt. Nu ser han en annonce fra forsvarets efterretningstjeneste om et job som efterforsker fortrinsvis i østen, og det job søger han lidt halvhjertet. Han kommer ind til et udskilningsforløb blandt andre ansøgere, og han får jobbet. Morten er hypokonder. Han er så meget hypokonder, at hans læge erkender ikke at kunne hjælpe ham mere og fyrer ham som patient. Han må søge en anden læge med sine små og store symptomer.Og jo, han kommer til østen under meget specielle omstændigheder. Dette er en spændende og velskrevet bog med en ganske utraditionel vinkel. Samtidig virker den meget autentisk, som kunne det hele være sket i virkeligheden. Den har været en sand fornøjelse at læse, og man kommer til at holde af Morten, synd at man ikke skal komme til at høre om ham igen.

 

 

 

Blodets susen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

billingham2

Mark Billingham: Blodets susen

Oversat af Allan Hilton Andersen

Modtryk 2014

423 sider

Pris 299 kr.

Mark Billingham er Brite bosat i London. Han er især kendt for sine bøger om kriminalkommissær Tom Thorne, men dette er ikke en af Thorne serien, det bliver den ikke ringere af. Tre britiske ægtepar fra London er taget på ferie i Florida. De kender ikke hinanden i forvejen, men finder sammen på ferien, selv om de er vidt forskellige. I Florida forsvinder en ung teen age pige, der er let retarderet, og vores tre ægtepar bliver forhørt i sagen, men de kan ikke fortælle noget af værdi, og de tager hjem til London. Her aftaler de at holde kontakten, og det bliver til nogle middage, hvor emnet naturligt lander på den forsvundne pige. Parrenes forskelligheder er tegnet glasklart op, de er hver på sin måde mildest talt pinlige. Så forsvinder en engelsk teen age pige, og læseren bekræftes i, at gerningsmanden må findes blandt de seks fra Florida. Det bliver en politiaspirant fra London og en amerikansk kriminalkommissær, der får løftet tæppet lidt for det, der er sket. Bogen er spændende, den tegner glimrende portrætter af personerne, der er så britiske som nogen kan være, og læseren forstår glimrende den utilpashed, der er mellem dem, nu det ikke længere er ferietid og Florida. Så Billingham kan sit kram, han gav mig nogle gode timer.

 

 

En mand uden åndedræt

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

kerr 2

Philip Kerr: En mand uden åndedræt

Oversat af Ole Steen Hansen

Forlaget Modtryk 2013

453 sider

Pris 300 kr.

Denne bog er niende bind i Kerrs Berlin Noir serie, og den er fremragende lige som de andre bind har været det. Serien tager sit udgangspunkt i historiske fakta med historiske personer og giver os så et plot i denne historiske ramme. Helten er Bernie Gunther, en tidligere politiofficer i Berlin, og året er 1943. Gunther er ikke nazist og ikke medlem af partiet, men han arbejder i denne bog for kontoret for krigsforbrydelser. Han bliver sendt til Smolensk i Polen for at undersøge en massegrav i Katyn skoven med tusinder af polske officerer, som er henrettet med nakkeskud af russerne. Dette har naturligvis det tyske propagandaministeriums interesse, og internationale retsmedicinere er tilkaldt for at dække processen. At tyskerne har gjort det samme i meget større målestok andre steder, fortier man. Ind i denne historie kommer så mordet på to soldater, der har fået halsen skåret over, og som Gunther forventes at opklare. Bogen er fængslende læsning, den er forrygende fortalt, er hamrende interessant og dertil særdeles spændende lige til det sidste. Den er simpelt hen ikke til at komme uden om – ja for alle.

 

Jagthundene

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

lier2

Jørn Lier: Jagthundene

Oversat af Rasmus Bjørgmose

Forlaget Punktum 2014

328 sider

pris 299 kr.

Jørn Lier er en dreven krimiforfatter fra Norge, der i serien om kriminalassistent William Wisting tidligere har udgivet tre romaner på dansk. Denne rummer i og for sig ikke noget, vi ikke har læst før, han gør det bare så meget bedre, at han fik Glasnøglen for nordens bedste krimi i 2013 for denne bog. Jeg synes han fortjener prisen, for bogen er både veldrejet og velskrevet. Det foregår mest i Oslo. 17 år tidligere blev en psykopat dømt for bortførelse og drab på en ung pige. Psykopaten er nu løsladt og vil have oprejsning, det var ikke ham, siger han, der blev fiflet med beviserne hos politiet. Wisting bliver suspenderet, for det var ham, der dengang ledede undersøgelsen, og det ser ud, som om der rent faktisk blev snydt med et DNA spor. En ny ung pige forsvinder, og Wisting går som privatmand i gang med at undersøge, dels hvem der plantede DNA, og dels hvor den nye forsvundne pige er blevet af. Han får hjælp af sin kvikke voksne datter, og det bliver både rigtig spændende og rigtig veldrejet. Det er en bog, der sidder i maven i dagevis efter at man har læst den, så jeg giver den også et par glasnøgler mere sammen med mine bedste anbefalinger.

 

 

Sikre tegn på din død

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

damhaug2

Torkil Damhaug: Sikre tegn på din død

Oversat af Ilse M. Haugaard

Modtryk 2014

242 sider

Pris299 kr.

Torkil Damhaug er tidligere Psykiatrisk overlæge, men nu er han fuldtids forfatter og skriver glimrende krimier. Det er denne også. Handlingen udgår fra Oslo og starter med, at en tyrenakket tatoveret mand indlægges på sygehuset efter at have fået tæsk. Hans skader er i småtingsafdelingen, men på vej til afdelingen fra skadestuen i en seng forsvinder han, og han genfindes i kælderen blodig og meget død. Nu startes et hektisk forløb, hvor Jenny Plåterud og hendes søn Sigurd spiller hovedrollerne. Den dræbte har forbindelser til bandemiljøet, og det kunne være et bandedrab, men så simpelt er det næppe. Jenny arbejder på et forskningsprojekt ledet af en russisk kvinde, og de er lige ved et stort gennembrud. Vi får et indblik forskerverdenen, og læseren spørger sig selv, hvad dette kommer plottet ved. Sigurd har en veninde, som var ven med den dræbte, og hun er hunderæd for sit liv. Det går over stok og sten med flere modbydelige mord og tørre tæsk, så man hænger på og læser videre, og det er velskrevet det hele og superspændende. Man sidder tilbage med nogle spørgsmål, men plottet bindes fint sammen, og jeg kan godt se, at spørgsmålene er mindre relevante. En Bog, som jeg varmt kan anbefale.

Du er det onde

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

du-er-det-onde2

Roberto Costantini: Du er det onde

Oversat af Jacob Giese

People’sPress 2013

600 sider

Pris 350 kr.

Dette er en lang og vægtig kriminalroman. Den strækker sig over mere end 20 år og beskriver et Italien, hvor magthavere og politi er korrupte, løgnagtige og ineffektive, laster som selv Vatikanets kardinaler deler. Italien spiller VM fodboldkamp i 1982, en smuk ung pige myrdes og smides i Tiberen gennem Roms øde gader. Politiassistent Balistreri skal opklare sagen, men det lykkes ham ikke, og sagen lukkes. Mere end tyve år senere begår den dræbte piges mor selvmord, og sagen om hendes datter åbnes igen. Denne gang giver Balistreri ikke op. Han tvinger sandheden ud af  vidnerne. Der sker flere mord både på unge piger og på politibetjente, og bogen får hen mod den sidste del en god portion spænding, som manglede lidt i begyndelsen. Karaktererne er meget veltegnede i denne bog, der er mange detaljer med, og man kommer helt ind under huden på Balistreri, som går noget op i limningen, som handlingen skrider frem. Jeg synes, det er en dejlig bog, velskrevet og godt tænkt og med et fint blik for detaljen. Selv om spændingen i perioder ikke er så stor, er den en fornøjelse at læse—alle 600 sider.

 

 

 

 

 

Slagteren i Liseleje

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

slagteren2

Ane Riel: Slagteren i Liseleje

Tiderne skifter 2013

257 sider

Pris 280 kr.

Ane Riel har hidtil skrevet børnebøger, og dette er hendes debut som voksenbogsforfatter. Og det er en glimrende debut. Bogen handler om Jørgen. Jørgens far var advokat, men magtede ikke opgaven, måtte opgive og i stedet blive rottebekæmper. Moderen tålte ikke den sociale degradering og førte sig stadig frem med klasse og ynde. Jørgen fik tæsk, når han lavede unoder, og det gjorde han tit, for han var en særdeles manipulerende unge. Han fik en plads som slagterlærling, som han klarede med bravur. Så springer vi til nutiden. I Liseleje bor en ældre dame – Judith. Hun er nydelig, velklædt og laver byens bedste bagværk. Hun knytter kontakt til tre fordrukne sutter i byen, og før vi ved af det ruller der lig i trillebøre, der slås ihjel med lyst og begraves lig i baghaven. Det er klart skrevet, let litteratur men morsom hele vejen igennem, både sædeskildringen fra halvtredserne, Liseleje i vore dage, den lidt mystiske person Judith og sutterne, der er taget på kornet. Det er vel en krimi, og indimellem tænker man, hvad er det her, hvorfor og hvordan skal det ende, men alting går nydeligt op i den sidste ende. Den har været en nydelse at læse.

Alex

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

alex2

Pierre Lemaitre: Alex

Oversat af Elisabeth Ellekjær

Lindhardt og Ringhof 2014

352 sider

Pris223 kr.

Her er et brag af en fransk krimi, der udfordrer fantasien og fortæller lige ud, hvor sadistisk og ond, man kan være, hvis man er psykopat. Naturligvis er bogen prisbelønnet, og havde jeg priser at uddele, ville jeg give dem alle i år til denne forfatter. Alex er en tredve år gammel kvinde, der pludseligt overfaldes på en vej i Paris og bortføres, for at blive tortureret. Vi får alle detaljerne i torturen, det er meningen, at hun skal ædes levende af rotter. Jeg kan godt røbe, at hun slipper ud af det, men her er bogen slet ikke slut. Hun har en masse gerninger foran sig, og som læser spørger man hele bogen igennem, hvorfor blev hun bortført, hvorfor gør hun, som hun gør, det kan næsten ikke gøres grusommere, men der kommer en forklaring på det hele, der afslører hende først som et offer, dernæst som en gerningsmand og til slut igen som et mutileret offer, som man næsten tilgiver hendes gerninger. Det er brand spændende, det er så makabert, som det overhovedet kan blive, det er sprudlende skrevet, og vores politimand Camille er hele tiden et skridt bagefter Alex. Læs den, hvis du tør, jeg har stadig en klump i maven som efterveer til bogen.

 

 

 

Sønnen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

nesbø

Jo Nesbø: Sønnen

Oversat af Allan Hilton Andersen

Modtryk 2014

442 sider

Pris 299 kr.

Jo Nesbø er kendt for sine kriminalromaner om helten Harry Hole. Harry er stor, fordrukken, ubestikkelig og en dygtig politimand. Og jeg elsker Harry. Sønnen er uden for nummer. Politimanden her hedder Simon Kefas. Han er ædruelig, selvdisciplineret, handler uden for lovens regler men er tidligere ludoman, der har spillet alle sine penge op og sin kones med. Faderen i romanen er Ab Lofthus, politimand, der ti år før denne bogs handling blev skudt i sit hjem. Af sig selv?  Moderen slog sig på flasken og på stoffer, og sønnen Sonny Lofthus blev heroinmisbruger og sidder nu i det top sikrede fængsel Staten i Oslo for mord, som han ikke har begået, han er professionel syndebuk, og får sin indsats belønnet med heroin, som smugles ind af fængselspræsten. Nu har sønnen besluttet at ville være stoffri, bryde ud af fængslet og hævne sig på alle de modbydelige forbrydere og mordere, der går fri. Det lykkes fremragende for Nesbø. Historien har et drive, so man er med fra første side, og man holder faktisk med Sonny i hans kamp mod korruptionen i samfundet, også i fængselsvæsenet og i politiet. Sonny er jagtet af politiet og af forbryderne, men lur mig om han ikke klarer sig. Det er en herlig bog, jeg nød den — men jeg savner Harry Hole.