Hævntørst

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

slaughter

Karin Slaughter: Hævntørst

Oversat af Henrik Enemark Sørensen

Hr Ferdinand 2014

476 sider

Pris 200 kr

Når man snakker om nervepirrende, hæsblæsende og spændende thrillere, så kommer man ikke uden om Slaughter. Hun har skrevet en stribe af den slags page turners gennem årene, men dette er den første uden nogen gennemgående personer. Vi er i 1974 i Atlanta i politimiljøet, som fandtes dengang. Tonen er barsk og rå, kvinder er ikke velset, og specielt sorte kvinder er bare værdiløse bitches. Kate Murphy er lige uddannet fra politiskolen, og vi får hende klædt på i en alt for stor uniform, en kasket, som falder ned i panden, sko, som er så store, at hun falder ud af dem, og så skal hun have pistolbælte med pistol, politiradio, knippel, notesbog kuglepen, bødebog og hvad ved jeg. Hun vralter af sted og får blå mærker af alt udstyret. På hendes første dag dræbes en politimand, og en hæsblæsende jagt går ind på politimorderen, der har dræbt flere politifolk gennem det sidste år. Morderen må være enten militæruddannet eller politimand, idet han kender politiets koder og rutiner. Miljøet er tegnet skarpt, machokistisk og uendeligt deprimerende med slum og uhumske boliger, der lugter af skidt og gammel tobaksrøg. Det går hårdt ud over Kate Murphy, men hun giver ikke op, og trods udtalt lede ved vold og de mandlige betjente, retter hun sig ind og gør sit arbejde. Det er en sort roman denne her, der er ikke meget positivt at finde, men den er spændende, og jeg læste løs til sidste side, for få kan som Slaughter tegne et miljø, som var man der selv.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *