Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Steffen Jacobsen: Gengældelsen
People’sPress 2014
414 sider
Pris 300 kr.
Steffen Jacobsen har skrevet flere spændingsbøger, og han brød igennem med romanen Trofæ, som hæsblæsende og afsindigt spændende i 2013 ødelagde min nattesøvn. Forventningerne til Gengældelsen er derfor store – og de indfris. Det er terror, der er på dagsordenen. En selvmordsbomber vælter det gigantiske tårn Himmelskibet i Tivoli i København. Flere end tusinde mennesker bliver dræbt, men det er ikke nok for terroristerne, de vil dræbe flere og helst koryfæer. Et dødsfald på Nørreport station bliver indgangen til den politimæssige udredning, som Lene Jensen samt freelanceren Michael Sander står for. Det er spændende det her, for Lene skal officielt holde fingrene væk fra sagen, hvilket hun selvfølgelig ikke gør. Hendes chef, Irene Adler, truer med bål og brand, men Lene og Michael kører på og kortlægger fremtidig terror, som jo så helst skal forebygges. Jacobsen skriver godt og formår at tegne lokaliteterne, så de står skarpt. Man bliver fanget ind i det her spil, som er – næsten – på højde med Trofæ. Læs den, det er international klasse det her.