Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Sidsel Falsig Pedersen: Hestens fødselsdag
Tiderne skifter 2014
120 sider
Pris 249 kr.
Falsig Pedersen kan skrive. Det har hun vist os før, og hun gør det igen i denne lille charmerende bog. Kvinden, hovedpersonen, arbejder på et kontor. Der har hun skabt sine egne systemer, men nu får hun en ny chef, og han vil det anderledes, ulven kalder hun ham. Først har de et kort forhold, og derefter elsker hun at hade ham, så meget at hun bider ham i armen, så det bløder. Hun bliver fyret, men hun får hurtigt et andet job som rengøringsassistent i en forlystelsespark. Det er en depressionsroman, men den er morsom og meget rammende. Som læser elsker man denne grå og slagfærdige kvinde med hendes udslet over hele kroppen, men hun er dygtig til at gøre rent og bliver viftet om næsen med at få kontoret i stedet for lokummerne. Vi kommer helt ind i hende og forstår hende, selv om hun ikke forstår sig selv. Hun har rugbrødsklemmer med i madpakken – ikke skiveskåret, deraf hestens fødselsdag, tillykke til den og til Falsig Pedersen, hun har skrevet en prima roman.