Togrejser for begyndere

anmeldt af Eline Andersen

Nanna Hyldgaard Hansen: Togrejser for begyndere
Muusmann Forlag 2025
197 sider
249, 95 kr

Som ung rejste jeg i tog. Ikke nødvendigvis af klimahensyn eller komfort – men fordi jeg havde god tid, få penge og en rygsæk fyldt med mere nysgerrighed end planlægning. Nu, nogle år (og en del rejser) senere, har jeg fået lyst til at tage toget igen. Denne gang ikke som eventyrlysten interrailer med dåseleverpostej, men som begyndervenlig togpassager med en forkærlighed for bæredygtighed, vinduesplads og god kaffe. Og Togrejser for begyndere viste sig at være den perfekte rejsemakker til min genstart på skinner.

Bogen tager dig i hånden – men uden at tale ned – og guider dig trygt gennem alt fra billetkøb og togskift til overnatning i sovekupé og spisning i togrestaurant (ja, det er stadig en ting – og det er hyggeligere end fastfood i lufthavnsterminal 3). Det er praktisk, overskueligt og fyldt med gode råd, som gør det muligt at rejse uden panik over forsinkelser eller frygt for at havne på en perron uden wi-fi og retning.

Et af de bedste råd? At opgradere til 1. klasse, hvis prisen er til at betale. For som bogen forklarer: Nogle gange er forskellen ikke ret stor i penge – men enorm i benplads, ro og følelsen af at være på ferie allerede fra første fløjt.

Det, jeg virkelig holder af ved Togrejser for begyndere, er, at den ikke kun handler om logistik. Den handler om selve oplevelsen. Om at gøre rejsen til en del af ferien – ikke bare et nødvendigt onde mellem to destinationer. Om at falde i søvn i Hamborg og vågne op i Alperne. Om at tage sig tid. Kigge ud. Læse en bog. Tale sammen.

Danmarks ældste havebog

anmeldt af Eline Andersen

Gunvor Maria Juul: Danmarks ældste havebog
Koustrup og Co 2025
256 sider
299 kr

Her sidder jeg og har læst en havebog fra 1647 – og nydt det. Omgivet af planter, kaffe og Horticultura Danica i Gunvor Maria Juuls nænsomt opdaterede udgave, og føler mig både oplyst, underholdt og lidt fin på den. For det her er ikke bare en bog – det er en tidsrejse med grønt drys og gotiske bogstaver.

Forestil dig en slags Downton Abbey for havemennesker, hvor blomsterbede tegnes med lineal, og podning er lidt af en kunstart. I originaludgaven var det hele trykt med gotisk skrift og uden så meget som én farveillustration. Men heldigvis har Gunvor Maria Juul taget det gamle manuskript og givet det kærlig førstehjælp: oversat, forklaret og illustreret med fund fra samtidens botaniske værker. Resultatet er en historisk haveperle, der faktisk er til at læse – uden at man skal have en cand.mag. i 1600-talsdansk.

Kontrol

Anmeldt af Eline Andersen

Jacob Bakstad: Kontrol
Skriveforlaget2025
304 sider
219,95 kr

Jeg troede, jeg skulle læse en spændende krimi med lidt science fiction-smag og en god portion samfundskritik – og det fik jeg også. Men det, jeg ikke var forberedt på, var den fortælling, der for alvor satte sig i mig: den personlige, ærlige og brutalt rammende historie om at miste kontrollen over sin egen krop i en verden, der er alt andet end tilgængelig.

I Kontrol tager Jacob Bakstad os med ind i et fremtidigt Danmark, hvor klimakatastrofer og teknologisk overvågning har ommøbleret samfundet, og hvor mennesker mest af alt holder øje med hinanden – ikke for at hjælpe, men for at overleve. Det er et koldt, kynisk landskab, hvor elitekommissærer jagter mordere, og hvor tillid er blevet afløst af algoritmer. Som krimi og dystopi fungerer bogen glimrende. Den er intens, velskrevet og spækket med spænding.

Men det er den anden fortælling – den, der spejler samfundets kontrol i kroppen, der ikke længere vil lystre – der for alvor brænder igennem. Forfatterens eget liv med sklerose, og det giver romanen en tyngde og autenticitet, man sjældent finder i spekulativ fiktion. Det bliver sårbart, personligt og stærkt. Og måske endnu vigtigere: det bliver menneskeligt midt i alt det mekaniske.

Teknologien bliver både et løfte og en trussel – ligesom i virkeligheden. For hvad sker der, når det, der skal hjælpe os, i stedet kommer til at bestemme over os? Og hvor går grænsen mellem frihed og funktionalitet, når man pludselig bliver afhængig af det, man før kunne klare selv?

Sankesnilde

Anmeldt af Eline Andersen

Stephanie Straube Alemanno: Sankesnilde
Koustrup og Co 2025
216 sider
299 kr

Jeg troede ærligt talt, at skvalderkål kun var noget, man skændtes med i haven. Men så kom Stephanie Straube Alemanno og vendte op og ned på min forestilling om ukrudt, natur og madlavning. “Sankesnilde – vilde planter i hverdagskøkkenet” er ikke bare en bog om at sanke – det er en invitation til at åbne øjnene (og smagsløgene) for den grønne skattekiste, vi alle sammen går forbi hver eneste dag. Og ja – det smager bedre, end det lyder.

I Sankesnilde – vilde planter i hverdagskøkkenet tager Stephanie os med ud i naturens helt egen discountbutik, hvor prisskiltene er usynlige, men smagen er alt andet end billig. Det her er nemlig ikke bare en sanke-bog – det er en kærlighedserklæring til ukrudtet og alt det grønne, vi normalt bare går forbi.

Stephanie er kok, arkæolog (ja, virkelig) og vild mad-konsulent og det kan mærkes. Hun skriver med både begejstring og bundsolid viden, og hendes passion for naturens spisekammer smitter i dén grad af. Pludselig står man med en trang til at spise skvalderkål – frivilligt! Det havde jeg ikke lige set komme.

Det fine ved bogen er, at den både giver dig hvad du kan finde, hvordan du finder det, og – måske vigtigst af alt – hvad du skal gøre med det, når du står med det i hånden og føler dig lettere overmodig. Hendes opskrifter er gennemtestede, overskuelige og ærligt talt ret lækre. Det her er ikke bark og bålmad – det er moderne hverdagsretter med et vildt tvist. Og ja, det mætter. Mere end man skulle tro!

Jord fremtiden begynder her

Anmeldt af Eline Andersen


Hervé Lognonné: “Jord – fremtiden begynder her”
Koustrup og Co 2025
249 kr

Hvis du – ligesom jeg – mest tænker på jord som dét, du børster af skoene efter en gåtur, så har Hervé Lognonné en kærlig, men bestemt opsang til os alle. I “Jord – fremtiden begynder her” løfter han nemlig bogstavelig talt sløret for det, vi alle går og tramper rundt på: selve fundamentet for livet. Jep, det lyder tungt. Men overraskende nok er det både spændende, oplysende og – tør jeg sige det – ret hyggeligt.

Hervé er ikke en tør videnskabsmand med PowerPoints i gråtoner. Han er økolog, haveentusiast og én af dem, der virkelig snakker om kompost med stolthed i stemmen. Og det smitter. Han tager os med under overfladen, både fysisk og filosofisk, og giver os et kig på jordens mikroverden – et sted med flere dramaer end en sæson af Badehotellet. Her vrimler det med liv, og det hele hænger sammen på måder, jeg (og sikkert mange andre) aldrig havde overvejet.

Han serverer videnskaben i mundrette bidder, og det er sjældent, jeg har følt mig så oplyst uden at få dårlig samvittighed. Okay, måske lige et par stik i hjertet over mit lettere anstrengte forhold til kompostbeholderen, men mest af alt blev jeg inspireret.

Det stærkeste ved bogen er, at Hervé ikke nøjes med at pege fingre. Han peger også fremad. Han introducerer os for danske ildsjæle, der rent faktisk gør noget – lige fra økologiske pionerer til folk, der dyrker regenerativt landbrug og får det til at lyde som det mest naturlige i verden. Spoiler: Det er det også.

“Jord – fremtiden begynder her” er som at få en god snak med en klog nabo, der både ved alt om pH-værdi og har jord under neglene – og som faktisk får dig til at overveje, om du ikke også burde grave lidt i din egen baghave (både bogstaveligt og i overført betydning). Den er velskrevet, visuel, og fuld af håb i en tid, hvor klimaet ofte føles som én lang katastrofefilm.

Jeg vil anbefale den til alle, der har en have, et hjerte for naturen – eller bare nysgerrighed nok til at spørge: “Hvad er det egentlig, vi står på?”

Grønland

Anmeldt af Eline Andersen
Grønland

Bo Lidegaard, Jens Heinrich og Mira Maria Jo Kleist: Grønland
Lindhardt og Ringhof 2025
280 sider
259,95 kr

Da jeg var barn og boede i Grønland, blev jeg tidligt introduceret til landets historie – eller rettere sagt: én bestemt version af den. Det var fortællinger om opdagelsesrejsende, kolonimagt og missionsvirksomhed, hvor grønlænderne ofte endte som statister i deres eget lands fortid. Derfor ramte denne bog mig dybt. For her bliver rollerne endelig byttet om – og det gør hele forskellen.

Som historiker har jeg ventet på netop denne stemme. Eller rettere: disse stemmer. Tre forfattere – to grønlændere og en dansker – på tværs af generationer, der nægter at lade historien forblive ensidig. De løfter sløret for en rig og mangfoldig fortid; de river det ned og viser os et panorama af liv, kultur og modstandskraft, som har været underfortalt alt for længe.

Bogen fører os fra de første indvandringer og frem til et moderne, levende Grønland – ikke et eksotisk bagtæppe, men et samfund med egne drømme, konflikter og udvikling. Det er ikke et romantiseret portræt, men et ærligt, engageret og – til tider – konfronterende indblik i en historie, der både er deres og vores.

Det, der gør den så stærk, er, at grønlænderne ikke blot skildres – de taler selv. Og det er måske første gang, jeg som læser føler, at Grønlands historie ikke bliver fortalt til mig, men delt med mig. Det er sjældent, og det er vigtigt.

Denne bog udfordrer gamle stereotyper; den giver os redskaberne til at forstå, hvorfor de opstod – og hvordan vi kan gøre op med dem. Og samtidig peger den fremad, mod de næste kapitler i fortællingen om Grønland og grønlænderne – kapitler, som endnu ikke er skrevet, men som denne bog har banet vejen for.

Den har været savnet. Faktisk længe før hernhutterne gik i land. Og nu er den her. Et stærkt, nødvendigt og nyskabende bidrag til historieskrivningen – som jeg både læser med hjertet og faglig respekt.

Sten – på rejse gennem jordens fortid

Anmeldt af Eline Andersen
Sten

Michael Petersen: Sten
Muusmann Forlag 2025
sider 180
Pris 249,95 kr

Hver gang jeg går tur langs Roskilde Fjord, ender jeg med lommerne fulde af sten – runde, kantede, mørke, plettede. De er som små mysterier, og denne bog har endelig givet mig nøglen til at begynde at løse dem.

Det særlige ved bogen er, at den formår at forvandle noget så almindeligt som en sten til en fascinerende fortælling om tid, landskab og forvandling. Hver sten gemmer på spor af noget, der er sket for ufattelig længe siden – og alligevel ligger den dér, lige ved mine fødder på fjordstien.

Jeg elsker, hvordan bogen åbner for både det store og det nære. Den giver indblik i enorme geologiske processer – vulkanudbrud, gletsjere, sammenstød mellem kontinenter – men gør det med en enkelhed, der gør det let at forstå, også for dem af os, der ikke har en naturvidenskabelig baggrund.

Det en fagbog og samtidigt en invitation til at opleve naturen med nye øjne. Jeg har allerede ændret den måde, jeg går tur på. Nu kigger jeg ikke bare – jeg undersøger, mærker, gætter, slår op, vender og drejer. Og det bedste af det hele er, at det her er noget, jeg kan dele med mine børn. De synes, det er vildt, at en sten kan være ældre end dinosaurerne.

Hvis du, som jeg, finder glæde i at samle og undre dig over naturens detaljer – så vil denne bog være en øjenåbner. Den sætter ord og viden på noget, vi ofte tager for givet. Og den minder os om, at selv det mindste fund kan fortælle en historie, der strækker sig langt ud over vores egen tid.

Gul fisk

anmeldt af Eline Andersen
gul fisk

Ulla Bruhn: Gul fisk
Brændpunkt 2025
232 sider

Nogle bøger har det med at snige sig ind under huden – Gul fisk er en af dem. Ulla Bruhn har skrevet en roman, der føles både tæt på og tidløs, med en hovedperson, Maria, man ikke slipper lige med det samme. Hendes tilbagevenden til det kvarter, hun voksede op i, bliver langt mere end en nostalgisk tur ned ad memory lane – det bliver et møde med et liv, der aldrig blev helt enkelt, og en bydel, som både har forandret sig og stadig føles genkendelig.

Romanen balancerer imponerende mellem det brutale og det varme. Der er stærke skildringer af sociale skævheder, sårbare relationer, kærlighed der gør ondt, og mennesker, der snubler i deres egne ambitioner. Alt sammen skrevet med en skarphed og humor, der gør, at man både griner og synker en klump i halsen undervejs.

Bruhn skriver, som om hun kender Vesterbro på rygraden – og det gør hun også. Men heldigvis drukner romanen ikke i namedropping af steder og gader. I stedet fungerer kvarteret som en levende kulisse, hvor stemninger, hændelser og karakterer får lov at træde frem. Og hvor vi som læsere hele tiden føler os hjemme, uanset om vi selv har trådt brostenene eller ej.

Et særligt højdepunkt er mødet med en af Vesterbros legendariske kulturpersonligheder – en scene, der er både morsom og rørende. Den slags øjeblikke løfter bogen og giver den sit eget præg af charme og menneskelighed.

Og så er der selvfølgelig Marias far – en karakter, der i få, præcise beskrivelser får én til at gyse. Ikke fordi han råber højt, men fordi hans fravær, hans kulde og hans arrogance står så skarpt tegnet. Det kræver en særlig pen at skrive så enkelt og alligevel så rammende.

Gul fisk er en roman om opvækst, forandring og det, vi bærer med os fra fortiden. Den er skrevet med blik for både de store følelser og de små detaljer – og det gør den til en virkelig stærk læseoplevelse. Jeg havde det godt i selskab med Ulla Bruhn. Og jeg kommer til at vende tilbage til Maria igen.

Løven

anmeldt af Eline Andersen
Løven

Finn Wiedemann: Løven
Brændpunkt 2025
269,95
264 sider

Når man åbner en bog af Finn Wiedemann, ved man, at man er i gode hænder. Jeg har tidligere læst flere af hans værker, og han skuffer aldrig – Løven er endnu et bevis på hans evne til at skrive med både nerve og indsigt.

Denne gang møder vi Molly Svendsen – en kvinde, der har set mørket indefra. Hendes historie er ikke for sarte sjæle, men netop fordi det er så råt og ægte, bliver det også umuligt at lægge bogen fra sig. Molly bærer på dybe ar – både fysisk og mentalt – og hendes søgen efter sandhed og oprejsning driver historien frem med stor intensitet.

Wiedemann formår at skabe en hovedperson, man både beundrer og føler med. Molly er ikke en klassisk helt – hun er kompleks, plaget af fortidens hændelser og drevet af et stærkt behov for at forstå, hvad der i virkeligheden er sket med hendes søster. Undervejs dykker vi ned i en skræmmende virkelighed fyldt med systematiske overgreb og udnyttelse, og det hele er skrevet med et blik for både det menneskelige og det brutale.

Det, jeg især sætter pris på, er balancen mellem det spændingsdrevne og det psykologiske. Løven er en thriller – den går i dybden med traumer, moral og menneskelig modstandskraft. Den tvinger os til at stille spørgsmål: Hvad gør det ved et menneske at blive behandlet som ingenting? Hvordan finder man styrken til at kæmpe sig tilbage?

Sproget er præcist og flydende og læsningen let. Wiedemann har endnu en gang skabt en fortælling, som underholder.

Vandfugl

anmeldt af Eline Andersen

Mads Hagen: Vandfugl
Muusmann Forlag 2025
241 sider
299,95 kr

Jeg bor lige ved Roskilde Fjord og har i årevis nydt synet af fugle, der let og elegant lander på det blanke vand – og letter igen i smukke formationer over horisonten. Vandfugl har ikke bare givet mig ny viden, men også forstærket min glæde ved at tage kikkerten med ud og forsøge at sætte navn på de forskellige arter. Det er, som om man får en ny forståelse for det liv, der udfolder sig lige foran én – ofte uden man tidligere lagde mærke til detaljerne.

Mads Hagen har med denne bog skabt en sjælden kombination af skønhed og indsigt. Billederne er forbløffende – ikke bare teknisk imponerende, men også fyldt med nærvær og respekt for fuglene og deres omgivelser. Man kan mærke, at han har stået længe, ventet tålmodigt og været til stede i øjeblikket. Det er ikke bare en fotobog – det er et kærlighedsbrev til den danske natur og de fugle, der lever ved, på og omkring vandet.

Jeg blev især fanget af de små fortællinger om fuglene, man ikke ser hver dag. De sky arter, der gemmer sig i sivene, eller som kun viser sig tidligt om morgenen. Hagen formår at vække nysgerrigheden – jeg har allerede noteret mig flere arter, jeg nu håber at spotte på mine ture langs fjorden.

Bogen er også en hyldest til Danmarks vådområder og de utrolige naturoplevelser, der venter derude. For mig er den blevet en fast følgesvend – både i vindueskarmen, hvor jeg nyder billederne, og som opslagsværk, når jeg selv har været ude og spejde.

Hvis du elsker fugle, natur og det danske landskab – så vil Vandfugl være en gave. Til dig selv. Eller til en, der har brug for at blive mindet om, hvor magisk det er, når en flok knopsvaner letter i morgensolen.