anmeldt af Eline Andersen
Ulla Bruhn: Gul fisk
Brændpunkt 2025
232 sider
Nogle bøger har det med at snige sig ind under huden – Gul fisk er en af dem. Ulla Bruhn har skrevet en roman, der føles både tæt på og tidløs, med en hovedperson, Maria, man ikke slipper lige med det samme. Hendes tilbagevenden til det kvarter, hun voksede op i, bliver langt mere end en nostalgisk tur ned ad memory lane – det bliver et møde med et liv, der aldrig blev helt enkelt, og en bydel, som både har forandret sig og stadig føles genkendelig.
Romanen balancerer imponerende mellem det brutale og det varme. Der er stærke skildringer af sociale skævheder, sårbare relationer, kærlighed der gør ondt, og mennesker, der snubler i deres egne ambitioner. Alt sammen skrevet med en skarphed og humor, der gør, at man både griner og synker en klump i halsen undervejs.
Bruhn skriver, som om hun kender Vesterbro på rygraden – og det gør hun også. Men heldigvis drukner romanen ikke i namedropping af steder og gader. I stedet fungerer kvarteret som en levende kulisse, hvor stemninger, hændelser og karakterer får lov at træde frem. Og hvor vi som læsere hele tiden føler os hjemme, uanset om vi selv har trådt brostenene eller ej.
Et særligt højdepunkt er mødet med en af Vesterbros legendariske kulturpersonligheder – en scene, der er både morsom og rørende. Den slags øjeblikke løfter bogen og giver den sit eget præg af charme og menneskelighed.
Og så er der selvfølgelig Marias far – en karakter, der i få, præcise beskrivelser får én til at gyse. Ikke fordi han råber højt, men fordi hans fravær, hans kulde og hans arrogance står så skarpt tegnet. Det kræver en særlig pen at skrive så enkelt og alligevel så rammende.
Gul fisk er en roman om opvækst, forandring og det, vi bærer med os fra fortiden. Den er skrevet med blik for både de store følelser og de små detaljer – og det gør den til en virkelig stærk læseoplevelse. Jeg havde det godt i selskab med Ulla Bruhn. Og jeg kommer til at vende tilbage til Maria igen.