Sorte huller

Anmeldt af Eline Andersen
 
 
Ib Michael: Sorte huller
Gyldendal 2007
305 sider
Pris 299 kr. 
 
”Glem det. Glem hvad jeg skrev. Det er slet ikke meningen, at vi skal forstå tidens og rummets natur med vores hjerner; det er en kættersk tanke, men vi har ikke større forudsætninger for at forstå universet end en fisk. Hjerner styrer overlevelsen og behovet, og med den anden indsigt er der slet ingen grund til hverken at leve eller dø, hvilket i den sidste ende er en fornægtelse af livet,” skriver Ib Michael i én de mange overvejelser, som bliver udfoldet i Sorte huller. Sorte huller er den selvstændige fortsættelse af Blå bror fra 2006. Rygtet vil vide, at disse to bøger er selvstændige værker i en trilogi.
Romanen har i hovedtræk samme persongalleri – Mark, Regina og den unavngivne fortæller. Men vi bevæger os ind i en helt anden stemning. Hvor Blå Bror stadig var præget af ungdommens uskyld og leg med livet, begynder beslutninger og livsvalg at få konsekvenser i Sorte Huller. For nogle endda meget dramatiske og livsfarlige konsekvenser.
 
Ib Michael skriver formidabelt godt. Han får beskrevet hændelser og forhold mellem mennesker på en måde, så man som læser genoplever egne oplevelser og får sat ord på forhold til andre i vennekredsen. Hans univers er i mere end én forstand fyldt med små stjernestunder – magisk og dragende – men også med sorte huller: Sommetider fordi sproget himler i en grad, hvor man som læser lander i et sort hul – men som forfatteren selv skriver: Glem det. Glem hvad jeg skrev. Det er slet ikke meningen, at vi skal forstå tidens og rummets natur med vores hjerner.
 
Læs derfor bogen med hjertet! Imens kan vi spændt vente på måske endnu et stjerneskud: Bliver det mon gult, grønt eller rødt?
 
Læs anmeldelse af Blå bror her

Hvalens øje

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 
Arthur Krasilnikoff: Hvalens øje
Gyldendal 2004
306 sider
Pris 298 kr.
 

Arthur Krasilnikoff har skre­vet en roman om drengen Astur, der er mellem 3 og 9 år gammel og bor i Thorshavn på Færø­erne.

Roman og roman.

Der er ingen handling, få pointer, ingen egentlig person­karakteristik, men Krasilnikoff maler med lyrisk sprog I I I fortryllende, korte ord­billeder om hændelser i Asturs hverdag og rørelser i Asturs sind. Erindringsbilleder fra en barndom.

Nu er Krasilnikoff ikke nogen årsunge, han er tæt på folkepensions­alderen og har en livslang skrivetradition. Bøgerne: "Som landet ligger" og "Lindas tid" har indtil nu været hans hovedværker. Nu har han så gjort denne lille perle, denne genistreg.

Kan en aldrende forfatter troværdigt skrive om barnets sind? Kan en aldrende anmelder vurdere om det er lykkedes? Krasilnikoff har i hvert fald i den grad forført mig til at tro det, at jeg vil råbe ja, ja, ja, op i et af forfatterens billeder:

"Det må have været den skæreste blå himmel af det tyn­deste papir. Skyer hang på himlen som hvide strejf af en engels vinge.

Krasilnikoffs lyrik er smuk og let, den kammer aldrig over og bliver krukket eller klam. Hverdags­billederne står knivskarpt for læseren og skaber rækker af tan­ker tilbage til egen barndom. Hvem er Astur? En dreng…. Det kunne være mig. Og gud, det er ham der straffer mig for at have stjålet pengene i sparebøssen til at købe bolcher for ved at fjerne bolcherne fra det sikre gemmested, som jeg har valgt.

Men nej, jeg kommer ikke ind i himmerige.

Præsten fortæller os i dåbsritualet, at hvis vi ikke bliver som små børn igen, ja så bliver vi altså afvist i paskontrollen. Jeg er nu lige så egensindig, arret, kroget, speget og kringlet, som årene har gjort mig, nøjagtig som jeg var, før jeg læste denne bog. Jeg blev altså ikke som et lille barn igen. Men gennem nogle timer føltes det – befriende – så ganske og aldeles————   som om. 

Under morbærtræets skygge

Anmeldt af Eline Andersen
 
 
Mustafa Can: Under morbærtræets skygge
Modtryk 2007
260 sider
299 kr
 
Kender du det: Man har læst en smuk bog fuld af slående og poetiske beskrivelser og så står man der, som et umælende fæ, der hverken kan sige bu eller bæ? Sådan har jeg det lige nu. Under Morbærtræets skygge er så smukt fortalt, at jeg uden tvivl vil famle i skyggerne efter ord for at anmelde den. Bogens fine beskrivelser af kærligheden til en mor, der som kurder udvandrer til Sverige for at give sine overlevende børn en chance for livet – bogens præcise skildringer af sønnens skam over sin kurdiske mor og skyldfølelse over sin skam – bogens nerve kan bedst beskrives af forfatteren selv – derfor vil jeg lade denne anmeldelse fyldes af citater fra bogen i håb om, at mange flere får lyst til at sætte sig i skyggen og lade frugterne af livets træ mætte læsningen:

Mustafa Can skriver bl.a.: ”Hvor mange gange har jeg ikke forsøgt at gribe efter ledetråde til mors liv uden at få andet end korte fortællinger, som undertiden forvirrer mere, end de forklarer. I min stræben efter at udspørge hende står jeg tit tilbage med en følelse af håbløshed. (..) Hvem er  du, mor? Hver gang jeg stiller spørgsmålet, betragter hun mig med forbavselse, inden hun svarer: Jeg er din mor, hvem skulle jeg ellers være?”

Mustafa fortæller om moderens sygdom og død: ”Kære mor, jeg kysser dine hænder og hviler mit hoved i dit skød, mens du sidder der i skyggen af morbærtræet og den himmelske fred. (…) Først vil jeg fortælle dig, at en ven i går sagde til mig, at døden ikke er en tilintetgørelse, men at de døde lever videre som planter i erindringen hos dem, de kendte. Du lever helt sikkert videre i min erindring! Men alligevel, mor: Din død har virkelig tilintetgjort noget i verden, noget hos mig, i mig. Du var for mig det mandeltræ, der stadig knejser på bakken bag vores hus i landsbyen.”

Mustafas kærlighed til sin mor blomstrer og giver liv til livet – giver lyst til at læse og leve.

Blå bror

Anmeldt af Eline Andersen
 
 
Ib Michael: Blå bror
Gyldendal 2006
336 sider
299 kr
 
Alle erindringer er fiktive”. Ib Michaels seneste roman Blå Bror fra 2006 indledes med disse ord. Romanen handler om spændet mellem virkelighed og fiktion med den 18-årige hovedpersons konstante svingning mellem overmod og selvdestruktion i 60’ernes Roskilde Blå Bror er som mange af Ib Michaels øvrige romaner en beskrivelse af en helt almindelig ung mands helt almindelige liv. Og så alligevel slet ikke. Der ligger et lag mellem erindringerne og fantasien – et blåt lag. Drømme og virkelighed flyder sammen for hovedpersonen, døden og livet tager en svingom i 60’ernes intellektuelle og kulturelle miljøer. Virkeligheden og drømmene bytter partnere.
Blå er farven på sindets stemninger og blå var farven på hovedpersonens dødfødte tvilling. I et forrygende tempo hyldes 60’er ungdomskultur med en skarp sans for detaljerne i samtidsbeskrivelserne. Mens den blå stemning ligger som en skygge under festlighederne.
Der er mere mellem himmel og jord  end vandet i Roskilde Fjord: den Blå Bror følger vores hovedperson, holder hånden over ham og trækker ham mere end én gang væk fra dødens tunnel. Det er ikke en religiøs tolkning – men så alligevel en forankring i livet efter døden eller døden efter livet. Hovedpersonen gennemlever bl.a. en maniodepressiv fase, hvor tid og sted ophæves, og hvor personer bytter roller.
Selvom det ikke siges direkte, så synes der at være mange lighedspunkter med forfatterens opvækst i Roskilde, som er beskrevet gennem nogle af hans tidligere udgivelser. I Blå Bror rammer Ib Michael en tone, som fanger og fængsler – det fabulerende sprog er holdt i blå nuancer og magien ligeså.
Jeg vil gerne hermed blåstemple Ib Michaels seneste bog – Blå Bror – som eftertænksom og forrygende læsning.

Lørdag

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 
Ian McEwan: Lørdag
Gyldendal 2005
336 sider
299 kr
 
Denne bog blev af  kritikerne udvalgt til at være en meget stærk kandidat til at være årets vigtigste roman. Så hvad har vi her? Vi får en minutiøs beskrivelse af en enkelt mands liv i London en enkelt dag –  en lørdag i vinteren 2003. Det lykkes forfatteren at flytte læseren ind i hovedet på denne mand, og vi lever med ham, hans tanker, analyser, følelser og handlinger provokeret af de ydre og indre stimuli, som han oplever denne dag. Der er sex, flyulykker, gadevold en squashkamp og et besøg hos hans demente mor. Tusinder demonstrerer i gaderne mod krigen i Irak, og bogens vigtigste indlæg er nok hans skænderi med sin datter om berettigelsen af denne krig. Selv er han både due og høg, og da familien selv rammes af terror, opfører han sig præcist sådan. Tilbage står spørgsmålet: Hvor meget frihed vil vi blive opfordret til at give fra os for at opnå større sikkerhed. Det er blændende gjort. Man føler, at det er helt i orden at føle, og det er også i orden at vælge ikke at vælge selv om man da bliver en marionet i andres valg. Men hvorfor lørdag og ikke en anden dag? Et bud kunne være, at lørdag skabte Gud mennesket

Løgnhalsen fra Umbrien

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien
Gyldendal 2004
400 sider
298 kr
 
Tvivlen er korridoren til sandheden siger Bjarne Reuter i denne bog, og det gør tvivlen til forudsætningen for den frie vilje. Hvad er så fri vilje, og endnu mere relevant i denne bog: Hvad er sandhedem?  For her beskrives en umanerlig ulækker person, gammel, kroget, fedtet i håret og med rådne tænder, som en efter en smutter ud af munden på ham. Hans melonstore lyskebrok hæmmer ham gennem sin færd i der nordlige Italien i 1300 tallet, hvor magtkampene i den katolske kirke og pesten hærgede. Han er erklæret løgner, notorisk gravrøver, kvaksalver og kræmmer. Han lever af og på løgnen og udstiller sin egen hykleriskhed i morsomme dialoger med sig selv. Historie efter historie væves ind i et overflødighedshorn af fortælleglæde. Små mirakler hjælper ham konstant i hans søgen efter en eleksir, der skal give evigt liv. Om miraklerne kommer fra Gud eller fanden er det helt op til læseren at afgøre. Han tager en talentfuld dåre til sig og gør igen og igen det gode, som han angiveligt ikke vil – og hvem andre end en ligrøver kan tage fre de døde for at give til de levende. Man kan spørge sig selv: Er han kristen? Han siger han tror på Gud, men hvem tror på en løgner?  Døm selv. 

Det første jeg tænker på

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

Ida Jessen: Det første jeg tænker på

Gyldendal 2006 

228 sider

249 kr.

 

 

Jeg oplever altid en kø af mennesker foran skranken i en boghandel. Jeg kan blive undseelig ved selv blot at skulle have 25 kuverter, når nu alle de andre foran mig i denne tid skal have Ida Jessens nye roman: Det første jeg tænker på. Den har fået anmelderroser og har affødt interviews i flere af de store dagblade. Og med rette.

Det er en kvinderoman; en historie om et lille lokalsamfund – og specielt om præstefamilien – og om den sorg, som skyldes et trafikdrab på familiens syvårige dreng forvoldt af en flugtbilist. Historien fortælles af præstefruens barndomsveninde. Fra starten ved man, at dette her skal gå grueligt galt; dernæst skal der komme en fase med sorg, vrede, mistro, skyld, soning, tilgivelse, hele det følelsesmæssige spektrum – fortalt som kun en kvinde kan gengive det, og til slut skal vi have en lidt uventet opklaring. Og det er lige det, man får. Men det er særdeles velskrevet og præcist i formuleringen, det er tidløst i sin problematik og fanger sin læser. Må denne roman blive læst af mange, og til Ida Jessen kan jeg kun sige: godt gået.

 

Vi de druknede

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 

Carsten Jensen: Vi, de druknede

Gyldendal 2006

696 sider

299 kr.

 

 

700 sider er mange. Med en læsehastighed på 50 sider i timen bliver det 14 timers læsning.

Alligevel er timerne tilbragt i et godt selskab. Carsten Jensen har her fortalt Marstals krønike gennem 100 år fra 1848 til 1945. Og forfatteren står distancen. Det er ikke ren fiktion og heller ikke rene fakta. Personerne får liv og vi følger dem til lands og til vands. Vi oplever sejlskibenes storhedstid, fryser med personerne på dækket i al slags vejr, hænger i riggen, når der skal rebes og får storme pustet lige ind i synet med al den frygt for havets vilkår, der følger med. Sømænd drager ud og kommer måske aldrig hjem igen. Havet har taget dem. Til lands lever vi os ind i angsten hos kvinderne for mændene og sønnerne derude.

Vi oplever overgangen til dampskibe og kommer igennem krige med flyangreb og torpedoer fra ubåde..

Der er saft og kraft i denne roman som man sjældent oplever det. Sproget er flydende og præcist, og det lykkes forfatteren at holde styr på sine mange skæbner og skikkelser, der væves ind i hinanden.

Kunne historien være fortalt kortere. Det kunne den nok, men det ville ikke være det samme.

Så har du ikke timerne, så synes jeg, du skal finde dem alligevel, for her er alt, hvad en læser kunne drømme om i en krønike.