Hvalens øje
Arthur Krasilnikoff har skrevet en roman om drengen Astur, der er mellem 3 og 9 år gammel og bor i Thorshavn på Færøerne.
Roman og roman.
Der er ingen handling, få pointer, ingen egentlig personkarakteristik, men Krasilnikoff maler med lyrisk sprog I I I fortryllende, korte ordbilleder om hændelser i Asturs hverdag og rørelser i Asturs sind. Erindringsbilleder fra en barndom.
Nu er Krasilnikoff ikke nogen årsunge, han er tæt på folkepensionsalderen og har en livslang skrivetradition. Bøgerne: "Som landet ligger" og "Lindas tid" har indtil nu været hans hovedværker. Nu har han så gjort denne lille perle, denne genistreg.
Kan en aldrende forfatter troværdigt skrive om barnets sind? Kan en aldrende anmelder vurdere om det er lykkedes? Krasilnikoff har i hvert fald i den grad forført mig til at tro det, at jeg vil råbe ja, ja, ja, op i et af forfatterens billeder:
"Det må have været den skæreste blå himmel af det tyndeste papir. Skyer hang på himlen som hvide strejf af en engels vinge.
Krasilnikoffs lyrik er smuk og let, den kammer aldrig over og bliver krukket eller klam. Hverdagsbillederne står knivskarpt for læseren og skaber rækker af tanker tilbage til egen barndom. Hvem er Astur? En dreng…. Det kunne være mig. Og gud, det er ham der straffer mig for at have stjålet pengene i sparebøssen til at købe bolcher for ved at fjerne bolcherne fra det sikre gemmested, som jeg har valgt.
Men nej, jeg kommer ikke ind i himmerige.
Præsten fortæller os i dåbsritualet, at hvis vi ikke bliver som små børn igen, ja så bliver vi altså afvist i paskontrollen. Jeg er nu lige så egensindig, arret, kroget, speget og kringlet, som årene har gjort mig, nøjagtig som jeg var, før jeg læste denne bog. Jeg blev altså ikke som et lille barn igen. Men gennem nogle timer føltes det – befriende – så ganske og aldeles———— som om.
Under morbærtræets skygge
Mustafa Can skriver bl.a.: ”Hvor mange gange har jeg ikke forsøgt at gribe efter ledetråde til mors liv uden at få andet end korte fortællinger, som undertiden forvirrer mere, end de forklarer. I min stræben efter at udspørge hende står jeg tit tilbage med en følelse af håbløshed. (..) Hvem er du, mor? Hver gang jeg stiller spørgsmålet, betragter hun mig med forbavselse, inden hun svarer: Jeg er din mor, hvem skulle jeg ellers være?”
Mustafa fortæller om moderens sygdom og død: ”Kære mor, jeg kysser dine hænder og hviler mit hoved i dit skød, mens du sidder der i skyggen af morbærtræet og den himmelske fred. (…) Først vil jeg fortælle dig, at en ven i går sagde til mig, at døden ikke er en tilintetgørelse, men at de døde lever videre som planter i erindringen hos dem, de kendte. Du lever helt sikkert videre i min erindring! Men alligevel, mor: Din død har virkelig tilintetgjort noget i verden, noget hos mig, i mig. Du var for mig det mandeltræ, der stadig knejser på bakken bag vores hus i landsbyen.”
Mustafas kærlighed til sin mor blomstrer og giver liv til livet – giver lyst til at læse og leve.
Blå bror
Lørdag
Løgnhalsen fra Umbrien
Det første jeg tænker på
Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Ida Jessen: Det første jeg tænker på
Gyldendal 2006
228 sider
249 kr.
Jeg oplever altid en kø af mennesker foran skranken i en boghandel. Jeg kan blive undseelig ved selv blot at skulle have 25 kuverter, når nu alle de andre foran mig i denne tid skal have Ida Jessens nye roman: Det første jeg tænker på. Den har fået anmelderroser og har affødt interviews i flere af de store dagblade. Og med rette.
Det er en kvinderoman; en historie om et lille lokalsamfund – og specielt om præstefamilien – og om den sorg, som skyldes et trafikdrab på familiens syvårige dreng forvoldt af en flugtbilist. Historien fortælles af præstefruens barndomsveninde. Fra starten ved man, at dette her skal gå grueligt galt; dernæst skal der komme en fase med sorg, vrede, mistro, skyld, soning, tilgivelse, hele det følelsesmæssige spektrum – fortalt som kun en kvinde kan gengive det, og til slut skal vi have en lidt uventet opklaring. Og det er lige det, man får. Men det er særdeles velskrevet og præcist i formuleringen, det er tidløst i sin problematik og fanger sin læser. Må denne roman blive læst af mange, og til Ida Jessen kan jeg kun sige: godt gået.
Vi de druknede
Carsten Jensen: Vi, de druknede
Gyldendal 2006
696 sider
299 kr.
700 sider er mange. Med en læsehastighed på 50 sider i timen bliver det 14 timers læsning.
Alligevel er timerne tilbragt i et godt selskab. Carsten Jensen har her fortalt Marstals krønike gennem 100 år fra 1848 til 1945. Og forfatteren står distancen. Det er ikke ren fiktion og heller ikke rene fakta. Personerne får liv og vi følger dem til lands og til vands. Vi oplever sejlskibenes storhedstid, fryser med personerne på dækket i al slags vejr, hænger i riggen, når der skal rebes og får storme pustet lige ind i synet med al den frygt for havets vilkår, der følger med. Sømænd drager ud og kommer måske aldrig hjem igen. Havet har taget dem. Til lands lever vi os ind i angsten hos kvinderne for mændene og sønnerne derude.
Vi oplever overgangen til dampskibe og kommer igennem krige med flyangreb og torpedoer fra ubåde..
Der er saft og kraft i denne roman som man sjældent oplever det. Sproget er flydende og præcist, og det lykkes forfatteren at holde styr på sine mange skæbner og skikkelser, der væves ind i hinanden.
Kunne historien være fortalt kortere. Det kunne den nok, men det ville ikke være det samme.
Så har du ikke timerne, så synes jeg, du skal finde dem alligevel, for her er alt, hvad en læser kunne drømme om i en krønike.