Manden med det lille ansigt

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 

Helene Tursten: Manden med det lille ansigt

Aschehoug 2007

287 sider

Pris 199 kr.

 

De der svenskere kan godt nok levere varen. De tryller den ene overbevisende krimi efter hinanden ud på markedet. Og der sælger de, for de er brandgodt fortalte, har et hæsblæsende og velafviklet plot, indsigt i politiarbejdet, og i mange af dem indgår skildringer af mennesker og deres liv med og mod hinanden i nutidens Sverige. Læserne kan spejle sig i dem. Så de leverer ubesværet varen gys og identifikation. Det er en effektiv cocktail. Med ”Manden med det lille ansigt” har Helene Tursten skrevet endnu en krimi med kriminalinspektør Irene Huss som hovedperson. Om Turstens krimier kan man sige det samme som i ovenstående generaliseringer: De er meget dygtigt fortalte, hun evner hele tiden at skrue på doseringen af spænding samtidig med, at hun ikke glemmer at indflette scener fra Kriminalinspektør Huss og dennes private liv med mand og tvillingedøtre og en elsket gammel og syg hund. Forfatteren opbygger en kæmpe kontrast mellem det trygge og harmoniske privatliv hos Irene Huss og de forfærdende hændelser i forbryderverdenen. Romanen begynder lige midt i en hæsblæsende biljagt, hvor to unge forhærdede tyve har hugget en sølvfarvet BMW og med 180 km i timen bliver jagtet af en patruljevogn. Politibetjentene ser fra deres patruljevogn måbende på, hvordan flugtbilen rammer en uskyldig fodgænger, slynger vedkommende op i luften og mejer ham ned. De er chokerede og bliver det ikke mindre, da de senere finder liget af en ung russisk pige. Obduktionen viser, at pigen har været udsat for misbrug af den groveste slags, og Irene Huss og mandskab finder ud af, at pigen er offer for trafficking. Vi følger indkredsningen af bagmanden, Huss må tage til Tenerife, hvor hun er millimeter fra at dø af en kugle. Jeg kan på det varmeste anbefale denne krimi, som er lige troværdig i skildringen af de gennemført kyniske og afstumpede gerningsmænd og i det stilfærdige hjemmeliv, hvor den syge gamle hund topper listen af forfærdeligheder. Ulempen er, at man bliver afhængig af Irene Huss-krimier og hele tiden på have en ny i hånden. Men så har læserne også hele 7 af slagsen at gyse sig med! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *