Øen og havet

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Ernest Hemingway: Øen og havet

Oversat af Mogens Boisen

Lindhardt og Ringhof 2018

612 sider

Pris 300 kr.

Hemingway var en af det tyvende århundredes største forfattere. Han var fra USA, men han boede sine sidste mange år på Cuba. I sin levetid udgav han 15 romaner, og han skrev på sin store bog, som er denne, gennem årene. Den udkom 1970 i USA, 9 år efter han under en dyb og tragisk depression skød sig selv i 1961. Bogen er delt i tre dele. Første del handler om livet med sine tre drenge på en lille ø i golfstrømmen, hvor drengene var på ferie hos ham. Han skriver ikke, at det er en selvbiografi, men hovedpersonen i alle tre afsnit af bogen er maleren Thomas Hudson, som udmærket kunne være Hemingway. Anden del af bogen forgår under anden verdenskrig, men det mest gribende er sønnen Davids kamp for at lande en ca. 600 kg stor tunfisk. Han kæmpede mod fisken i 5 timer, hvor de voksne passede ham med væske, aftørring af sved og pasning af hans efterhånden blødende håndflader og fodsåler, men det var aldrig på tale, at nogen anden skulle overtage kampen. Tredje del foregår ligeledes under anden verdenskrig, hvor Thomas Hudson i sin store motorbåd sammen med sit mandskab skulle dræbe eller fange besætningen fra en tysk u-båd, som var havareret. Det er en pragtfuld bog. Gennemsyret af medmenneskelighed og kærlighed med en tone, som jeg elsker. Hemingway var jo journalist, så han skrev enkelt og i korte sætninger, men han gør det mesterligt. Bogen er nok skrevet i årene omkring 1950, men det mærker man ikke, den er mere end læseværdig, den er genial. Derfor fik han også Nobelprisen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *