Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Angela Marsons: Tavse skrig
Oversat af Stig W. Jørgensen
Jentas 2018
384 sider
Pris 300 kr.
Angela Marsons er englænder, og dette er hendes debut på krimiscenen. Den er slet ikke dårlig. Helten hedder Kim Stone. Hun er en begavet og sammensat natur, selv som barn på børnehjem mærket af alt det et børnehjem gør ved et barn, men hun er en fighter, ansat som politiefterforsker, hvor hun handler før hun tænker, samler gamle motorcykler, bliver tilsyneladende aldrig træt, hendes chef siger, at hun lader op med et USB stik. I den lille by er der et tidligere børnehjem, som nu er forladt. Der er en grund ved børnehjemmet, som arkæologer gerne vi grave i, men de har ikke fået lov. Det blæser Kim på, hun graver og finder et gammelt børnelig. Selvfølgelig kommer der tekniske folk på opgaven, og retsmedicineren slår fast, at det er en pige på ca. 15 år. Hun er blevet halshugget. Resten af grunden undersøges og der dukker flere lig op af børn. Historien om børnehjemmet udredes. Der er mange uafklarede og grove ting, som er foregået der, og helt styr på, hvem der var der af børn havde de ikke, de kom, og de stak af, og personaler var generelt nogle dumme svin. Det var en spændende bog at læse, som jeg gerne vil anbefale. Man stikker af fra hverdagen for lige at læse et par kapitler mere, og jeg er vild med karakteren Kim Stone.