Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Fjodor M. Dostojevskij: En fæl historie og andre fortællinger
Oversat af Trine Søndergaard og Tine Roesen
Bechs forlag 2018
153 sider
Pris 199 kr.
Dostojevskij er en af Ruslands største forfattere, og hvorfor forstår man, når man har læst denne bog. Det er noveller, og der er fire af dem. Den første er den længste og den er virkelig fæl. Ivan Iljitj er general. Det er en høj ikke militær titel, og han har været på besøg hos en anden general, hvor han blev noget beruset og fremturede med sit syn på humanisme. Da han i denne tilstand kommer ud på gaden, er hans karet kørt sin vej, så han begynder at gå. Han kommer forbi et hus, hvor der er fest, det er en af hans underordnede, der gifter sin datter bort. Han får den vanvittige ide at gå ind og ønske tillykke. Det bliver mega pinligt, han er jo flere grader over deltagerne i rang, får champagne, som de slet ikke har råd til, han bliver hønefuld og bralrer op, men han tager sig ikke sammen til at gå. Det går så galt, som det overhovedet kan, som læser krummer man tæer. De øvrige tre noveller er kortere men præcist fortalt. Det er Bobok, En dreng til juletræsfest hos Kristus og endelig Julefest og bryllup. Læs den, det er Dostojevskij når han er bedst.