Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Edith Wharton: Munterhedens hus
Oversat af Hanne Tang Christensen
Bechs forlag 2016
378 sider
Pris 160 kr.
Edith Wharton levede fra 1862 til 1937. Hun skrev flere kendte romaner og fik da også Pulitzerprisen. Hun var nomineret til Nobelprisen gennem tre år, men fik den ikke. Og hvad er så dette her for en bog? Den er udkommet i 1905, 100 år efter Jane Austen skrev om det samme tema i England. Man kan sige, at Wharton er Amerikas Austen. Hovedpersonen hedder Lily Bart, hun er gudinde smuk, 29 år og altså lidt ældre end ægteskab normalt fandt sted. Hun er fattig, men hun lever dyrt med modetøj og færdes i de rigeste kredse i New York. Der har været ægteskabstilbud, men hun er kræsen, manden skal være smuk, stenrig og færdes i de samme kredse, som hun omgås. Lily er genstand for sladder, som ikke er helt ubegrundet. Så Lily starter sin deroute og lukkes ude fra de riges kreds, og det er kun begyndelsen. Bogen er uhyre velskrevet, og den fanger sin læser. Tegningen af personerne er præcis og sigende, og sproget er flydende og rigt. Det er let at forstå, at dette er en Nobelpriskandidat.