Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Joakim Zander: Broderen
Oversat af Andrea Fehlauer
Gyldendal 2016
424 sider
Pris 200 kr.
Dette er Zanders anden krimi, og han gør det godt. Centralt står Yasmine og Fadi. De er søskende og bor i et indvandrerkvarter i Stockholms udkant. Fadi bryder ind i Yasminas firma, og Yasmina kan ikke andet end at tage skylden på sig. Hun flygter til New York, hvor hun får et job som trend spotter. Fadi kommer ind i jihadist kredse, bliver religiøs og uddannet til selvmordsbomber. Han tager til Syrien for at kæmpe med islamisk stat, og han rapporteres dræbt i kamp. Yasmina finder et billede af en hængt kat i en lygtepæl samt en knyttet næve i en femtakket stjerne, og hun bliver sendt til Stockholm for at finde ud af, hvad symbolet betyder. I Stockholm er der oprør i ghettoen med afbrændte biler om natten, men Yasmina tvivler på, at broderen er død. Der er flere gåder i spil her. Hvad vil de unge, der laver oprør? Er Fadi død? Hvem financierer oprøret? Det bliver der en spændende bog ud af. Den er lidt langsom til at komme i gang, men så går det ellers over stok og sten. Kapitlerne er korte, teksten kortfattet men bestemt forståelig, og naturligvis handler det ikke bare om drengestreger, der er storpolitik indblandet på internationalt plan. Det er en vellykket og spændende bog, som virker meget realistisk og lidt skræmmende. En fuldt ud værdig efterfølger til Zanders første krimi: Svømmeren.