Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Elsebeth Egholm: Kød og blod
Politikens forlag 2014
394 sider
Pris 300 kr.
Som alle Egholms krimier med Dicte Svendsen som hovedperson er også denne både vellykket og spændende. Dicte var i den forrige roman fanget af en morder, blev tortureret og voldtaget. Dette har mærket hende. Hun har fået det, man kalder post traumatisk stress syndrom. Hun er i denne bog ikke mere kriminalreporter på avisen, hun er gået free lance og vil skrive en bog om ofre for forbrydelser. Hun har et ydmygt kontor i Mejlgade i Århus, som hun deler det med flere andre. Men hun kan ikke nære sig, når der sker noget forfærdeligt. Kvinder findes myrdet og voldtaget med halsen flænset op, unge kvinder, og Dicte har set en af disse piger blot timer før hun blev myrdet. Det trigger hende til at snage. Hendes søn Peter Boutrup spiller en vis rolle i bogen. Hans hund bliver bortført, og Peter må om ad de kriminelle miljøer i en efterforskning af bortførelsen. Ingredienserne er også en dyrepark på Djursland, hvor de opdrætter ulve, og læseren bliver spændt på, hvordan alle trådene bliver knyttet sammen, men det bliver de – det er jo en Egholm krimi. Det har været rigtig gode timer med denne bog, et rent must for Egholm læsere. Fantastisk at hun kan blive ved.