Lena Mukhinas dagbog

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

lena 2

Lena Mukhina: Lena Mukhinas dagbog

Oversat af Trine Søndergaard

People’sPress 2014

258 sider

Pris 250 kr.

Lena Mukhina var en russisk pige på 16 år, som boede i Leningrad under tyskernes belejring af byen, og som skrev dagbog fra foråret 1941 ind til hun i foråret 1942 blev evakueret fra byen til noget familie. Dagbogen starter blidt. Lena går i skole, har en hemmelig kæreste, hun sværmer for, men så kom den tyske belejring, som varede 900 dage. Der blev hurtigt knaphed på alt, vand og el satte ud, mad blev rationeret, 125 g. brød om dagen til mennesker på forsørgelse. Det bliver det gennemgående træk i bogen, sulten og kulden. De daglige luftalarmer vænnede de sig til, bombningerne, skyderiet, antiluftskytset, de talrige dødsfald og destruktionen af byen. Før krigen boede der 3 millioner mennesker, og man anslår, at en million mennesker døde. Lena boede med sin mor og en gammel tante i en lille lejlighed. Tanten døde, det gjorde moderen også, så herefter var Lena alene. Sulten, frysende, ensom, katten var spist for længst, og rationeringsmærkerne til fødevarer var brugt, så hun måtte se frem til dage uden mad. Det er en gribende historie, skrevet som en dagbog er det med det indhold, som ligger Lena på hjerte: Mad, mad, mad. Lena blev evakueret i 1942 til noget familie, hun overlevede krigen, uddannede sig til møller og døde 66 år gammel i Moskva. Jeg fatter ikke, at noget sådant kan ske, det var et helvede for alle, men måske er det sundt at få det fortalt. Det gjorde ondt at læse det, men det var det værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *