Den blå trappe

Anmeldt af Eline Andersen

Leif Runge: Den blå trappe
Skriveforlaget 2022
312 sider
265,95 kr.

Leif Runge, – du er en glimrende fortæller. Og du ved, hvordan du skal beskrive et Grønland på den blå  trappe. Men, du kunne godt have brugt en kritisk redaktør, der hjalp dig stramme plottet op. Og du kunne i særdeleshed have brugt en korrekturlæser. Når det er sagt, så lad os tage første trin i anmeldelsen her:

Fortællingen om de sære hændelser, der sker langs den grønlandske kyst er romanens omdrejningspunkt, og det kan da godt være, at de fleste læsere tager den trappe. Her føres man trin for trin gennem en række dødsfald blandt dykkere.

Men, når jeg tager en anden trappe og giver dig en god anmeldelse her på www.god-bog.dk, så er det for dine grønlandsbeskrivelser. Du giver mig en trappe til nogle af mine barndomsminder. Upernavik og Christianshåb – jeg husker havnene, bådene og det liv, der udspillede sig på molerne. Den fortælling er hele læsningen værd og tak for det.

Malmösyndromet

Anmeldt af Eline Andersen
Malmosyndromet

Keld Broksø: Malmösyndromet
Ambush Books 2022
402 sider
Pris: 229, 95 kr.

Pyha, Keld Broksø! Hvordan pokker fik du lige kombineret tonen fra ’Broen’ med den aktuelle og frygtelige krig i Ukraine? I Malmösyndromet kommer forfatteren, Keld Broksø, med et bud på en højspændt krimi ,som lægger sig uhyggeligt tæt op ad de kriser og krige, som lige nu ryster Europa. Krigen i Ukraine, uroligheder i Malmø.

Det er en krimi om illegale våben, som trækker spor fra både Ukraine, Sverige, Danmark og Frankrig. Danske og svenske politikere skal forholde sig til ikke blot det nordiske naboskab men også et flosset Europa.

Grunden under demokratiet ryster, og der er ingen ’plejer’ længere i de beslutninger, som skal og må tages for at genoprette roen. Egentlig har jeg lidt svært ved at læse krimien, fordi den som sagt lægger sig uhyggelig tæt op ad virkeligheden. Det er både en styrke og en svaghed ved romanen. Nu, hvor jeg har lagt bogen til side, vil jeg dog gerne give den mine varmeste anbefalinger – den er udover at være spændende – også meget velskrevet. En fryd at læse…. Ligesom Kelds tidligere krimier 😊

I skudlinjen


Anmeldt af Eline Andersen

I skudlinjen
Simon Kernick: I skudlinjen
Oversættelse: Per Vadmand
Jentas 2021
365 sider
Pris: 399,95 kr

Hvor er Jenny? Det er det spørgsmål, som forfatteren og hovedpersonen, Rob Fallon, stiller sig, og som denne forrygende krimi handler om. Jenny er Rob’s bedste vens kæreste og så bliver hun for en nat Rob’s sidespring. Jenny bliver bortført og Rob bliver truet. Politiet tror ikke på ham, og det gør familien heller ikke. De siger, Jenny er taget på ferie.
Det er nok ikke verdens mest komplicerede plot, men det bliver serveret så overbevisende, at læseren ræser gennem bogen for at få skovlen under plottet. Det er en krimi, som helt klart lover, hvad den lægger op til; I skudlinjen befinder sig både Jenny, Rob og læseren.

Mørke dage i Nice

Anmeldt af Eline Andersen
Mørke dage i Nice

Klaus Wilmann: Mørke dage i Nice
Forfatterskabet.dk 2021
342 sider
Pris: 249,95 kr.

I 2020 fik Klaus Wilmann skønlitterær debut med krimien ’En plet på kitlen’, som udspillede sig på et hospital. Jeg må med skam melde, at den bog har jeg ikke fået læst (endnu). ’Mørke dage i Nice’ er en uafhængig fortsættelse med Inge Olsen, som er politikommissær, og krimien kan læses uafhængigt af forløberen. I denne bog foregår handlingen i Nice og forfatteren hinter med titlen, at Nice ikke kun er sol og badestrande. Her er der mørke dage, mørke sider og mørklagte plot. Det er helt befriende, at fortællingen starter med en introduktion til handlingens medvirkende. Læseren tages på en rejse til sandhedens mørke, og holdes i et jerngreb til sidste side. Det er en lidt utraditionel krimi, som bruger krimiens forskellige værktøj på en anderledes måde. Helt klart en anbefalelsesværdig bog. Og nu må jeg se at få læst den første  i serien, så jeg kan være helt klar til Wilmanns næste bud på Olsens udfordringer.

Oxen – Gladiator

Anmeldt af Eline Andersen
Oxwn Gladiator

Jens Henrik Jensen: Oxen – Gladiator
Politikens Forlag 2021
512 sider
Pris: 229,95 kr

De hængte hunde, De mørke mænd, De frosne flammer, Lupus og den seneste bog Gladiator. Gladiator er den femte bog i rækken af krimier, hvor Oxen spiller en hovedrolle. Jeg er fan af Oxen og af JH. Jensens formidable evne til at spinde en god og nervepirrende fortælling omkring jægersoldaten Niels Oxen. Der er alt, hvad der skal være af spænding og overraskelser, når Oxen folder sig ud. I Gladiator bliver en række veteraner likvideret forskellige steder i landet, og det bliver Oxens lod at opklare mordene. I denne krimi møder læseren Oxen i en lidt ny version. Han kæmper med egne dæmoner og fremmede fjender. Hans tætteste allierede fra PET, Margrethe Franck kæmper for at finde ham, og læseren hvirvles ind i hæsblæsende uhyrligheder og en grum fortid. Absolut en krimi, der skal med på weekendturen.

Damaskus

Anmeldt af Eline Andersen
Damaskus

Iben Albinus: Damaskus
Politikens forlag  2021
300 kr

Det regner i dag, og det regnede i går. Men i sofaen var der højspændt, politisk drama for alle pengene. Iben Albinus’ debutroman om danske Sigrid, som udstationeres i Damaskus, er en pageturner, som jeg ikke kunne lægge fra mig.

Det arabiske forår afløste det danske efterår, og sammen med Sigrid er læseren på en kompleks opgave for det danske efterretningsvæsen. Venskaber og fjendskaber på tværs af tid og sted bliver udfordret, og hvad der tilsyneladende var rigtigt – kunne vise sig at være helt forkert.

Men Damaskus er mere end krimi og spænding. Det er en stærk roman om mennesker, godt og ondt og om, hvad krigen kan få op i alle.

Jeg læste Damaskus, var underholdt fra start til slut og nød samtidigt de gode miljøbeskrivelser og den politiske kommentar, som er flettet ind i et ganske godt plot. Stor anbefaling herfra.

Jomfruerne

Anmeldt af Eline Andersen
Jomfruerne

Alex Michaelides: Jomfruerne
Oversættelse: Nanna Lund
Hr. Ferdinand 2021
392 sider
Pris 300 kr

Jeg synes, at Michaelides flere steder nævnes i forbindelse med sin debutroman, Den Tavse Patient. Og den slugte jeg også selv for et par år siden. Derfor var det med forventning at jeg kastede mig over hans seneste thriller, Jomfruerne. Den er på mange måder væsensforskellig fra den tavse patient. Og dog har den samme intense undertone, som gør, at det er svært at lægge bogen fra sig.

Der er fra første side en nysgerrighed og klare referencer til oldtidens græske mytologi. Grækerne havde også sans for drama og tragedier, og det er netop hvad denne thriller er bygget op omkring. Mariana Andros er i sorg efter at have mistet sin elskede på en ferie, hvor han druknede. Deres plejedatter går på universitetet i Cambridge, hvor de selv mødtes for år tilbage. På samme universitet bliver plejedatterens veninde fundet brutalt myrdet, og hendes lærer Edward Fosca kommer i søgelyset. Han underviser i netop de græske tragedier og har tilsyneladende et vandtæt alibi.

En glimrende krimi med alle de nødvendige elementer for at være en page-turner: hemmeligheder, tragedier og ikke mindst mord.

Det forladte hus

Anmeldt af Eline Andersen

Det forladte hus

Charlie Donlea: Det forladte hus
Oversættelse: Anne Mette Poulsen
Jentas 2020
428 sider
Pris: 299, 95

Charlie Donlea giver den gas fra første linje. Forfatteren tegner en blodig og uhyggelig ramme om et velanset college, Westmont Prepatory School. Han træder ind over den usynlige grænse mellem leg og alvor med sit krimiplot, og lægger ud med et dobbeltdrab i en forladt lærerbolig. To elever bliver slagtet og en lærer bliver dømt for de blodige mord. Krimiens hovedpersoner er Rory Moore, som er retsmedicinsk rekonstruktør og Lane Phillips, som er psykolog. De to er endvidere et par og komplementerer hinanden ganske godt i det set-up, læseren trækkes ind i.

Makkerskabet trækkes ind i fortællingen gennem en pod-cast, som Lane Phillips er ved at lave om mordene. Han ser straks, at hans kæreste Rory vil være perfekt til at bidrage med sine helt specielle evner som efterforsker.

Hvis jeg skulle vælge to bøger, som skulle ligge ved siden af min sofa i weekende, så er ’Det forladte hus’ helt klart den bog, der kommer til at ligge øverst.

Dø alene

Anmeldt af Eline Andersen

Dø alene

Simon Kernick: Dø alene
Oversættelse: Per Vadman
Jentas 2020
317 sider
Pris:  299,95

Et godt krimiplot må gerne være fuld af hemmeligheder, gru og handle om skyggesiderne hos helt almindelige mennesker. Denne krimi har hele paletten og mere til. Der er ikke noget at sige til, at forfatteren Simon Kernick har ligget på bestsellerlister i Storbritannien. Alene titlen giver et hint om den uhygge, som forfatteren fletter ind i sin krimi. Alastair Sheridan  er en seriemorder som går efter unge kvinder. På overfladen er han en succesfuld politiker med pengepungen i orden, et glansbillede af en familie og med en lys fremtid. På den anden side har vi Ray Mason, som bestemt ikke er en poleret version af et glansbillede. Han er lurvet kriminalassistent og tiltalt for mord. Ray kender Alastairs skyggeside, og han har al mulig grundt til at få skovlen under Alastair.

Dette er bestemt en krimi, som kan anbefales.

Flod

Anmeldt af Eline Andersen


Ulrik Lauritzen: Flod
Brændpunkt 2021
300 sider
249 kr.

Ohh, Rømø! En ferieø, som bringer mig tilbage til barndommens uendelige ture langs stranden – ved ebbe og flod. Denne fine krimi udspiller sig på Rømø, hvor nutid og fortid flyder sammen, og hvor tidevandet trækker linjerne skarpt op. Karl Seibech bliver fundet død på stranden på netop Rømø. Han har lommerne fulde af hemmeligheder, som kan kompromittere flere personer på øen. Louisa Moritz kommer til øen for at opklare det, der viser sig at være et mord med dystre referencer til 2. verdenskrig. Sammen med kriminalkommissær Kristian Hansen skal Louisa ikke blot navigere blandt øens lokale beboere, men også mellem sandheder og løgne.
Det er en fængende krimi, som er hurtigt (og godt) læst, og som leverer topunderholdning blandet med historisk vingesus. Desuden er den meget velskreven, hvilket gør det til en rigtig god læseoplevelse.