Anmeldt af Eline Andersen
Leif Runge: Den blå trappe
Skriveforlaget 2022
312 sider
265,95 kr.
Leif Runge, – du er en glimrende fortæller. Og du ved, hvordan du skal beskrive et Grønland på den blå trappe. Men, du kunne godt have brugt en kritisk redaktør, der hjalp dig stramme plottet op. Og du kunne i særdeleshed have brugt en korrekturlæser. Når det er sagt, så lad os tage første trin i anmeldelsen her:
Fortællingen om de sære hændelser, der sker langs den grønlandske kyst er romanens omdrejningspunkt, og det kan da godt være, at de fleste læsere tager den trappe. Her føres man trin for trin gennem en række dødsfald blandt dykkere.
Men, når jeg tager en anden trappe og giver dig en god anmeldelse her på www.god-bog.dk, så er det for dine grønlandsbeskrivelser. Du giver mig en trappe til nogle af mine barndomsminder. Upernavik og Christianshåb – jeg husker havnene, bådene og det liv, der udspillede sig på molerne. Den fortælling er hele læsningen værd og tak for det.