Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Astrid Lindgren og Sara Schwardt: Jeg lægger dine breve under madrassen
En brevveksling 1971-2002
Gyldendal 2014
208 sider
Pris 230 kr.
Sara var 12 år gammel, da hun begyndte at skrive breve til Astrid Lindgren. Astrid Lindgren fik tusindvis af breve og kunne jo ikke føre en korrespondance med alle, men hun svarede Sara med et brev, og de begyndte at skrive sammen med uregelmæssige intervaller fra 1971 til 2002 . Astrid Lindgren fremstår som en kær, snusfornuftig ældre dame, som støtter Sara i hendes selvværd uden nogensinde at give andet end to råd: Du må ikke begynde at ryge, og du skal passe din skole. Sara er ikke nogen nem person. Hun var i konflikt med sine forældre, var stærkt stemningssvingende og blev da også indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling. Hun måtte flytte hjemmefra til sin mormor efter at have skulket konsekvent i skolen. Senere rejste hun ud i Europa og blev voldtaget, hun blev medlem af en kristen sekt, og endelig blev hun gift og fik tre børn. Det må have krævet et betydeligt mod at lade sine breve fra barndommen og ungdommen udgive ganske uredigerede. Jeg kan nemt følge hende i alle hendes kvaler i de forskellige perioder, og selv om jeg ikke er kvinde, gribes jeg af det her univers og føler, at Sara fik den allerbedste hjælp af Astrid Lindgren, hun var der, også i den grad, hele tiden. Denne bog er svær bare at lægge fra sig.