anmeldt af Eline Andersen
Tina Benfeldt Levring & Majbritt Mortensen: Vi syr
Muusmann Forlag 2024
109 sider
179,95 kr.
Bogen “Vi syr – med detaljer i skind og læder” er ikke bare for de erfarne sy-entusiaster, der er mere fortrolige med en symaskine end med deres eget spejlbillede. Nej, den er også til dig, der tidligere har haft mere held med at sy fingrene sammen end med at lave en egentlig søm.
Det er som at træde ind i en verden, hvor symaskinen ikke længere er din ærkefjende, men din trofaste medhjælper på rejsen gennem læder og skind. Med udførlige vejledninger, der ledsages af billeder og tekst, er selv de mest håbløse begyndere sikret en mulighed for at kreere noget, der minder om en toilettaske eller en skuldertaske – og ikke bare noget, der ligner en kuglefisk, som en femårig har forsøgt at sy.
De ti opskrifter, der følger med i bogen, er som skræddersyede til den moderne person, der ønsker at skille sig ud med smarte og funktionelle ting. Fra toilettasker til værktøjsbælter, bliver selv de mest basale nødvendigheder pludselig til stilede accessories, der får selv din sure gamle moster til at smile bredt.
Men frygt ej, selvom læder og skind lyder som noget, der normalt kun hører hjemme på en rockstjerne eller en desperado-cowboy, så er denne bog en venlig påmindelse om, at du ikke behøver at eje en symaskine, der er bygget til at håndtere vulkanske aktiviteter, for at være med. Her bruges kun materialer, der er lige til at tackle på en almindelig symaskine, så dine fingre kan forblive intakte og dine nerver ude af klemme.