Vennen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Joakim Zander: Vennen

Gyldendal 2019

414 sider

Pris 250 kr

Her er en spændingsroman som er svær at glemme. Det er tredje bind i en trilogi men kan udmærket læses uden man har læst de to øvrige bind. Hovedpersonen hedder Jacob Seger. Han stammer fra små kår, men han har taget navneforandring for at kunne gøre en karriere i udenrigsministeriet, og i denne bog er han netop ankommet til Beirut, hvor han skal være praktikant på den svenske ambassade. Til en fest møder han bøssen og krigsfotografen Yassim, og de to indleder et forhold. Yassim rejser hele tiden og vil ikke ud med, hvad han laver, og Myriam fra den svenske militære efterretningstjeneste opsøger Jacob for at fortælle, at Yassim er terrorist. Det vil Jacob ikke tro på, så han holder fast på sin ven og elsker, selv om de kun sjældent kan være sammen. Yassim giver Jacob en chip, som han skal sluge indpakket i et kondom. Han skal tage til Bruxelles og mødes med Yassim der. Det gør Jacob, men det bliver kompliceret, og læseren kan ikke vide om Yassim er ven eller fjende. Det bliver til en flugt mod Stockholm, hvor Klara Walldeen er en brik i spillet, og hvor advokaten Gabriella er arresteret af Säpo. Hvad er der på den chip, som Jacob har spist og genfundet i sin afføring? Dette er en spændingsbog på et meget højt niveau. Der er kærlighed, krig, spioner, terror, trusler, flugt – alt hvad man kan ønske sig. Men hvis du går i gang, lægger du ikke bogen fra dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *