Tre skridt tilbage

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 

 

Jens Christian Grøndahl: Tre skridt tilbage

Gyldendal 2007

Essays, 248 sider

Pris 249 kr

 

Jens Christian Grøndahl er vant til ros og priser for sit forfatterskab. I 2007 modtog han Søren Gyldendal prisen, og samme år udkom hans seneste essaysamling ”Tre skridt tilbage”. En noget ydmyg titel, men Grøndahl er også ude i et selvransagelsens ærinde, hvor han gør op med egne synspunkter og holdninger. I det første essay ”Efter Irak” reflekterer Grøndahl over sin tidligere formulerede støtte til krigen i Irak, og han reviderer grundigt denne opfattelse og kalder sig selv både naiv og uden jordforbindelse. Det er næsten en litterær bodsgang, men det er fascinerende at følge hans refleksioner, som han udfolder mangesidigt i essayets undersøgende form. Det er krævende læsning, men den er også gavmild over for sin læser, for man provokeres til selv at forholde sig til emner som demokrati, frihed, krig og fred, Vesten og Islam. Og Grøndahl skriver eminent godt, og tilmed er han uhørt belæst. Der er også spændende betragtninger over det at skrive og om forfatterskabet generelt. Herunder forholder forfatteren sig til essayet, hvad er det for en genre, og hvad kan den? Ifølge Grøndahl er det centrale i essayet, at han som forfatter har lov til at formode og fornemme og tro noget. Det er en afsøgende og undersøgende genre, hvor skribenten prøver sig selv og sine synspunkter af, og hvor det er dyd af være subjektiv. Forfatteren kommer vidt omkring rent geografisk, han skriver bl.a. om ophold i Skagen og New York, ligesom han tager sin  lille datter med på legeplads, museum og i svømmehal. Det Fjerne og det nære, kosmopolit og far, læseren følger ham i stort og småt. Med sine fjerde essaysamling befæster Jens Christian Grøndahl sin position som en af vores mest begavede og alsidige forfattere. Grøndahls sprog er af krystalklar skønhed og med et intenst nærvær i det sansede. Han skal læses langsomt og nydende, som man drikker en stor årgangsvin. Læs denne essaysamling også, og ikke mindst, for forfatterens uforfærdede mod til at sætte sig selv på spil!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *