A.S. Byatt: Den lille sorte bog
Gyldendal 2007
Fortællinger, 288 sider
Pris 229 kr
I den indledende fortælling ”Tingen i skoven” går to små piger ud i skoven ved det gamle herresæde, hvor de er indlogeret. Begge er de evakueret fra bombardementerne over London under krigen. Efter at have gået et stykke tid fornemmer de pludselig lyden og lugten af noget, der bevæger sig langsomt og nærmest klynkende af sted. Skrækslagne gemmer de sig bag en væltet træstamme, hvorfra de ser et monsteragtigt væsen bugte sig lavt over skovbunden: ”Det havde samme farve som flået kød fuldt af ormehuller, og udtrykket var hverken præget af vrede eller grådighed, men af den dybeste sorg. Det tydeligste træk var en stor mund med et par nedadvendte mundvige, der var stivnet i en slags smerte”. Mange år efter mødes de to piger tilfældigt igen, og det bliver klart for læseren, at oplevelsen af ”tingen i skoven” har haft fundamental indflydelse på deres liv. De beslutter at vende tilbage til stedet i skoven i et forsøg på at frigøre sig fra traumet. Alle 5 noveller i ”Den sorte bog” er skæbnefortællinger om det uventede, der bryder ind i tilværelsen og forandrer alting. Rammerne er realistiske, men brydes af sælsomme og fantastiske begivenheder, der får en til at tænke på gotiske fortællinger med masser af gys og gru. De fantastiske elementer i fortællingerne indeholder en symbolik, som det er op til læseren at afkode. Monsteret i novellen ”Tingen i skoven” kan læses som et symbol på krigens gru og rædsel. De øvrige noveller handler om kærlighedens mirakel, sorgens forstening af et menneske, kunstens væsen og det tankemylder der udfolder sig i en dement kvindes hoved. Men novellerne er mere end gys, de er menneskestudier, der kredser om uforløste oplevelser og sindets labyrinter. Der er ingen psykologiseringer fra forfatterens side, ingen opbyggelige forklaringer, men meget sansenære beskrivelser af tilstande. Fortællestilen er fabulerende og direkte, og i novellernes pointer konfronteres læseren ofte med det voldsomme og brutale. Sproget er rigt på billeder og præget af en veloplagt fortælleglæde. Hvis man holder af litteratur, der udfordrer sin læser, og hvor gevinsten er fantasirejser i et ofte bizart univers, skal man åbne første side i ”Den lille sorte bog”.