Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt
Thomas H. Beck:: Stol på Gud – og hold krudtet tørt
Bianco Luno 2015
151 sider
150 kr.
Her er et menneske, der virkelig brænder for sin sag! En feltpræst der tror – stoler på Gud! Der er mange og store ord, men det hele virker meget ærligt, der er ikke noget fnidder. Thomas H. Beck vil fortælle, at det er en forkert opfattelse, hvis man tror, at soldaten melder sig til tjeneste i felten for sjov skyld og eventyrlyst. Virkeligheden er, at de føler, at det er en pligt. Skulle man synes, at kirken ikke skal med i krig, bliver man omvendt ved læsning af denne bog. I krigen er det måske allervigtigst, at man forholder sig til Gudstro! Det er en ærlig og redelig bog. Bogen er i princippet skrevet til soldaten, men den kan også fortælle os andre om kirkens rolle i krigszoner. Jeg synes, det er en god bog, der fortjener et stort publikum. Den kan forklare vore soldaters medvirken i krigszoner.