Anmeldt af Eline Andersen
Koustrup og Co 2022
Strandberg, Eskildsen og Wichmann: Stik, støv og striber – vilde biers vilde liv
48 sider
169,95 kr
Som nybagt bi-avler har jeg pludselig fået en hel baghave fuld af summende spørgsmål. Hvor sover de? Hvad laver de hele dagen? Og – lad os være ærlige – hvor ondt gør det egentlig, hvis man får et stik? Heldigvis landede Stik støv og striber i mine hænder lige i tide, og den har allerede reddet mig fra at bilde mit barn ind, at bier laver honning i små flasker og bor i IKEA-møbler.
Bogen er skrevet af duoen Beate Strandberg og Pernille Eskildsen, og det mærkes, at den ene er hardcore insektforsker, og den anden har styr på, hvordan man fortæller en god historie. Og det er faktisk ret genialt – for det gør bogen både klog og sjov, uden at det føles som en biologitime med tunge begreber og støvede tavler. Den er spækket med de dér spørgsmål, som børn (og voksne) stiller, men som man ofte ender med at google i smug: Hvor mange øjne har en bi egentlig? Kan de snakke sammen? Og hvorfor lugter nogle blomster af… bi-fødder?
Kamilla Wichmanns illustrationer er prikken over i’et – de er både nuttede og naturtro, og det hele bliver serveret med en visuel charme, der gør, at selv de mest bi-skeptiske børn vil overgive sig.
Jeg blev selv helt opslugt – og lidt starstruck på biernes vegne. De er jo nogle rene superhelte i ministørrelse. Og det bedste? Bogen lærer både børn og voksne at kende forskel på bier, hvepse og de der svirrende typer, man ellers bare vifter væk.