Mors marokkanske mad

anmeldt af Eline Andersen

Jamila Mohammadi og Khadija Al Mohammad: Mors marokkanske mad
Muusmann Forlag 2025
169 sider
229,95 kr

Jeg må være ærlig: Da jeg kastede mig ud i lever på marokkansk, føltes det omtrent lige så eksotisk og fjernt som… ja, Marokko selv. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede, og havde både køkkenpanik og krydderiforvirring. Men resultatet? Smagfuldt, krydret, og faktisk så godt, at jeg nu har en akut trang til at genbesøge både landet og dets mange kulinariske kyster.

Mors marokkanske mad er en kærlighedserklæring til madlavning som bindeled mellem generationer, lande og kulturer. Søstrene Jamila og Khadija Mohammadi har samlet deres mors opskrifter og minder fra et liv med taginer, varme krydderier og familiefester, og giver det hele videre i en bog, der føles som en invitation hjem til deres køkken.  

Man mærker hurtigt, at denne bog ikke kun handler om mad – den handler om relationer. Om at vokse op mellem to kulturer, finde balancen og tage det bedste med sig. Og så handler den i allerhøjeste grad om kærlighed – ikke bare til råvarer og traditioner, men til det at samles om et bord og dele noget med andre.

Billederne er smukke, stemningen er nærmest poetisk, og opskrifterne er skrevet med en umiskendelig varme og præcision, der gør selv marokkansk lever til en overkommelig hverdagsret. Og ja – hvis jeg kunne, så kan du også.