Randy Pausch: Sidste forelæsning
Oversat af Eva Hage
TV2 2008
229 sider
Pris 199 kr
Randy Pausch har fået at vide, at han har kræft i bugspytkirtlen med spredning af kræften til leveren. Han har kun måneder tilbage at leve i. Endnu føler han sig godt tilpas og har ingen fysiske symptomer.
Han er professor ved et Amerikansk universitet i datalogi. Hvad gør man i den situation, når man har kone og 3 små børn. Det er der kommet en livsklog bog ud af. Hans vigtigste budskab er til børnene, som han ønsker skal huske og kende ham, som den han var. Han er ukuelig optimist og prøver på alle måder at skabe billeder og videoklip af sig selv både sammen med børnene og alene. Han vil holde sin sidste forelæsning for de studerende og for sine kolleger, hvor han starter forelæsningen med at vise scanninger af sin lever med metastaserne aftegnet. Naturligvis optages forelæsningen på video.
Det eftermæle, han på denne måde får skabt, viser en ambitiøs mand, som elsker sin familie over alt, som ærer sine forældres minde, som pisker sine studerende fremad og opad, som har det sjovt og vil blive ved med at have det sjovt lige til den sidste dag. Den amerikanske drøm. Men opløftende er det at læse.