Selfies

Anmeldt af Eline Andersen

selfies

Selfies af Jussi Adler Olsen
Politiken 201
504 sider
Pris: 199, 95

Jeg har nu læst samtlige bøger i serien om Afdeling Q. Der er sket en udvikling: Assad er blevet bedre til at tale dansk og Rose er i dette bind i tumultarisk selvransagelse og taler derfor ikke meget med Assad. Jeg læste de tidligere bind for netop at læse dialogen mellem Assad og Rose, de to assistenter til kriminalkommissær, Carl Mørk.

Helt i tråd med nutidens udfordringer er det også kommet ledelsen for øje, at opklaringsprocenten i Afdeling Q ligger langt under det forventede. Der arbejdes på lean på alle planer, mens nye og gamle krimigåder flettes sammen. Persongalleriet er nu Assad, en ny mand – Gordon – og gode gamle, vrisne Carl Mørk.

En ældre kvinde bliver myrdet i Kongens Have. En desillusioneret sagsbehandler har indledt en dødelig jagt på unge kvinder, mens nye forbrydelser planlægges et helt andet sted. Alt imens Rose kæmper sin egen kamp mod fortidens dæmoner.

Man skal lige studse en kamel – som Assad måske ville have sagt i de tidligere bind – for at læse sig ind i en gammelkendt og så alligevel ny verden i kælderen under Politigården. Men når det så er gjort, så har forfatteren, Jussi Adler Olsen, igen leveret en underholdende og grotesk krimi, som både er alvorlig men også tragikomisk i sin samfundsbeskrivelse af specielt prinsesserne fra blokken.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *