Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Caitlin Moran: Sådan opfinder man en pige
Oversat af Susanne Staun
Gyldendal 2015
392 sider
Pris 250 kr.
Caitlin Moran er en nu fyrreårig klummeskribent og forfatter, der slog sig igennem med bogen Kunsten at være en kvinde. Nu foreligger så denne morsomme og veloplagte roman, der handler om, hvordan en overvægtig masturberende 16 år gammel storesøster til syv børn i taberbyen Wolverhampton slog sig igennem som rockmusikanmelder i 1990erne og fik sin seksuelle debut, som hun længtes efter. Musik og sex er hendes verden. Hun bliver hadet og kendt for sit bid i sine anmeldelser. Bogen ligner meget Kunsten at være kvinde, men hun siger nu, at personerne ikke er virkelige, det er ikke hendes liv, men lur mig om ikke det er hendes selvbiografi i forklædning. Hun skriver veloplagt og morsomt og tegner et musik hippie miljø, hvor jeg kan genkende det meste. Bogen er sprudlende oversat og så direkte, at det er en fryd at læse. Det skal være første bind i en trebindsserie, og hvis hun fortsætter med den hastighed i livet, skal hun nok blive gammel før tid. Læs den og bliv klogere på kvindesindet og på kvinde sex- livet, det er en oplevelse.