Suveræne succeser – greatest hits med ekstranumre

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Sonja Bock og Tina Scheftelowitz: Suveræne succeser – greatest hits med ekstranumre

Politikens Forlag 2007

512 sider

Pris 249 kr.

 

Greatest hits er en skøn opfindelse både når det gælder musik og mad – det bedste af det bedste og nu også med ekstra numre. Opskriften på en god kogebog er en fin cocktail af appetitlige billeder, gode råvarer, som man kan se sig selv proppe i indkøbskurven og nemme vejledninger. Sådan en kogebog er Suveræne Succeser: en fond kogt på den populære stribede serie, som startede med Suveræne salater og brillante buffeter.

Opskrifterne er som i de øvrige bøger i serien bikset sammen med grøntsager i centrum, som eksempelvis den med grønkål med nødder og æbler. Grønkål behøver ikke blive druknet i opbagning. Her er grønkålen fintsnittet og blandet med æbler, hasselnødder og rosiner vendt i en dressing af citron- og appelsinsaft, flydende honning og lidt piskefløde. Enkelt og suverænt godt!

 

Som med mad skal også kogebøger serveres med omtanke. Denne bog er krydret med glimmer på glittet forside. Lækker at røre ved – så øjnene løber i vand. Velbekomme!

Er æg firkantede? Siger køer vov? Er citroner blå? Er elefanter bittesmå?

Anmeldt af Hanne Sejer
 
 

Dorling Kindersley: Er æg firkantede? Siger køer vov? Er citroner blå? Er elefanter bittesmå?

Carlsen 2004
21 sider

Pris 29,95 kr. per bog

 

Lær om dyrenes størrelser, dyrelyde, farver, frugter, former samt figurer mv. i de fire små rigt illustrerede bøger, som henvender sig til børn fra to år. I bøgerne stilles en række sjove spørgsmål, som det vakse barn hurtigt svarer nej til, hvorefter der nemt opstå en dialog mellem barnet og den person, der læser bogen højt for at finde det rigtige svar på spørgsmålet.

 

Flotte illustrationer, sjove billeder og kighuller i siderne illustrerer spørgsmålene og fanger interessen. Anbefales til børn fra 2 år, men førskolebarnet kan også bruge dem som en form for læsetræning, idet læsningen hjælpes godt på vej af illustrationerne.

Vejen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 
Mccarthy Cormac: Vejen
Gyldendal 2008
260 sider
Pris 269 kr.
 

Dette er en grum fortælling om en faders og hans søns vandring gennem et øde afbrændt amerikansk vinterlandskab. Der er aske overalt, træer er nøgne og døde. Der er ingen liv undtagen enkelte overlevende mennesker, der som vores hovedpersoner vandrer på vejene. Solen trænger aldrig igennem den askemættede atmosfære, men det regner og sner. Det er flere år siden, at manden og hans søn har set himlen. Vi får antydet, at moderen har begået selvmord. Drengen er 10 år gammel, han er kronisk sulten og bange. Faderen er udmarvet, hostende med blodigt opspyt. Sammen skubber de en indkøbsvogn foran sig med tæpper, konserves, vand, olie og enkelte redskaber. Hvor de kommer fra ved vi ikke. Vi ved, at de vandrer mod kysten. Hvorfor netop kysten får vi ikke at vide. Deres vandring er en kronisk søgen efter mad og brugbare redskaber. Der er spøgelsesbyer, som for længst er gennemsøgt af andre, ligene ligger som afbrændte mumier, og kannibalisme hører til dagens orden.

Det er faderens kærlighed til sønnen som driver ham frem. Sønnen er den gode, han vil tage sig af dem, de møder på vejen. Faderen er skeptisk over for andre, og han har en pistol med to patroner i til sit forsvar.

Denne historie er som sagt grum og mørk. Den kunne sagtens handle om en atomar vinter efter en atomkrig. Men den fængsler sin læser og bæres frem af kærligheden. Den har fortjent fået Pulizerprisen 2007.

Italienske sko

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Henning Mankell: Italienske sko

Gyldendal 2007

288 sider

Pris 275 kr.

 

Man skal ikke gå i for små sko, når gode bøger skal anmeldes. Italienske sko er nemlig en fin lille roman om den tidligere læge, Fredrik Welin, som har trukket sig tilbage og lever på en øde ø i dybeste isolation. En dag dukker en gammel kvinde op på isen foran hans ø med sin rollator. Hun ønsker, at han skal indfri et løfte, som han gav for mange år siden.

I veloplagt og humoristisk stil fortælles om livet, og hvor skoen har trykket. I slutningen af romanen fortæller lægen: ”Jeg skiftede strømper og tog skoene på og gik rundt i køkkenet. Hunden betragtede mig fra tærsklen til trappeafsatsen hvor den lå. Jeg gik ind og viste myrerne mine nye sko. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde følt samme glæde.”

Forfatteren kender jeg bedst som snedkeren til krimiserien om Kurt Wallander fra Ystad Politi. Normalt siger man ”skomager bliv ved din læst” – men det holder ikke i dette tilfælde!

Bogtyven

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 
Markus Zusak: Bogtyven
Sesam 2007
576 sider
Pris 299 kr.
 

Denne historie berettes af døden, som samler sjælene ind fra de døde kroppe. Bogens hovedperson Liesel er 10 år gammel ved fortællingens start i 1939. Hun er på vej til en plejefamilie i nærheden af München sammen med sin mor og sin mindre broder. Moderen kan ikke klare børnene og faderen er taget af systemet, da han var kommunist. Broderen dør i toget. Og Liesel stjæler sin første bog ved broderens begravelse: Håndbog for kirkegårdsgartnere. Vi følger nu Liesel og hendes plejefamilie gennem krigens første år ind til 1943. Liesel er bag efter i skolen, men hendes nye far lærer hende at læse i den stjålne bog gennem de tunge nattetimer, hvor Liesel er plaget af mareridt. Plejemoderen har et groft sprog over for alle, især over for dem hun kan lide, men hun har et hjerte af guld. Plejefaderen har en engels tålmodighed med alle, han er maler og spiller på harmonika. Men forholdene er så svære, at de næsten ikke kan bæres. Bogen er skrevet i et poetisk sprog, som står som kontrast til de barske vilkår. Her er et portræt af Liesels bedste ven: Striber af mudder klæber til hans ansigt. Hans slips er et pendul, som længe har hængt dødt i uret. Hans citrongule lampeoplyste hår er uglet, og han har et trist, absurd smil om munden.

Denne roman er på 566 sider, men man farer igennem den, småklukker og får tårer i øjnene på skift. Det er stor litteratur og en læseoplevelse langt over det normale.

Rådhusklatreren

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 
Kim Blæsbjerg: Rådhusklatreren
Borgen 2007
386 sider
250 kr.
 

Rådshusklatreren er en af de bedste slægtsromaner, jeg har læst, og på niveau med den anmelderroste ”Hundehoved” af Morten Ramsdal. Romanen er stort anlagt , og læseren skal holde styr på et væld af fortællinger inden i hovedfortællingen, for forfatterens ambition er at skildre hvert enkelt familiemedlems skæbne op igennem det 20. århundrede. Alligevel bliver det under læsningen aldrig uoverskueligt, fordi Kim Blæsbjerg har valgt den alvidende fortællerrolle til at navigere læseren sikkert rundt imellem skiftene i tid og imellem de enkelte personer. Hovedpersonen i romanen er en tænksom og følsom dreng ved navn William Lundstrøm, som også er romanens fortæller. Vi følger William fra hans fødsel i 1970 og frem til slutningen af 1980’erne, hvor han i mellemtiden er blevet far – moderen er hans papsøster – og morder! Omkring William grupperer slægten sig helt tilbage til hans oldeforældre, som vi møder omkring 1918 i skikkelse af Stinne og Emmanuel samt deres lille datter Milla. Den spanske syge huserer i disse år, og den griber afgørende ind i oldeforældrenes liv. Romanens titel ”Rådhusklatreren” henviser til Emmanuel, som  i et anfald af kærestesorg i 1929 bestiger rådhustårnet , helt op i spiret, hvorfra han vil kaste et afskedsbrev ned i hovedet på sin svigefulde elskede, når denne nygift træder ud af rådhuset. Rådhusklatreren bliver i romanen et symbol på det storladne i at hengive sig til kærlighedens vilkår, og William fører denne arv videre. Romanen er en rejse i tid og rum  op igennem det 20. århundrede, og det lykkes forfatteren at give præcise og minutiøse tidsbilleder og på en sådan måde, at de enkelte personer fremstår autentiske i deres tid. Alt sammen bliver det en spændende og meget rørende fortælling om en slægts hemmeligheder, løgne og fortielser, men også en historie om kærlighed og tilgivelse.  

Du som er i himlen

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Morten Sabroe: Du som er i himlen

Politikens Forlag 2007

248 sider

Pris 249 kr.

 

Du ved, når det er godt. Denne her erindringsroman, som Morten Sabroe har skrevet, er god. Enklere kan det ikke skrives. Sabroe kan skrive – han skriver præcist, klart og humoristisk om sit opgør med sin egen moder. En mor, som han hader og elsker, tiltrækkes af og frastødes af – og tilgiver mens han skriver.

Bogen bliver til i New York, hvor forfatteren er taget over for at skrive en biografi om Hillary Clinton. Hillary bliver nøglen til hans rejse mod og fra sin egen mor.

Sproget er poetisk og meget klart. "Dem, man elsker, begraves bedst i hukommelsen" – det er en sætning, som forfatteren stjæler fra en patolog og gør til sin. Jeg stjæler Sabroes sætning: ”Han skriver hende ned fra korset og op i himlen, for når han skriver, er han Gud.”

Himlen set fra jorden

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 
Jan Teuber: Himlen set fra jorden
Gyldendal 2007
200 sider
Pris 299 kr.
 

Dette er et umådeligt smukt billedværk, der efterlader sin læser med en følelse af at være lille bitte. Vi starter med at se på nattehimlens stjerner og planeter i vores galakse, og ser derefter på galakser og galaksehobe uden for vores mælkevej.  Tal på afstande, der er helt uden for min fatteevne så som hundreder af millioner lysår, kan jeg slet ikke forholde mig til. Billederne præsenteres smukt og forklares med korte tekster, ligesom mørk energi og mørkt stof omtales. Vi præsenteres for de kæmpestore teleskoper rundt omkring i verden, der har leveret disse billeder, og de afkræver respekt med deres 56 kvadratmeter store spejle i teleskoperne.

For den, der ønsker at opdatere sin viden om astronomi, er denne bog varmt anbefalelsesværdig.

Det skal råbes fra tagene

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 
Johannes Møllehave og Ebbe preisler: Det skal råbes fra tagene
Gads forlag 2007
176 sider
Pris 246 kr.
 

Johannes Møllehave og filmmanden og lægpredikanten Ebbe Preisler har valgt to vigtige tekststeder ud og bedt 26 teologer om at udlægge og fortolke teksterne i form af en prædiken. Samtidig inviterer flere af bidragyderne os med ind i værkstedet og indvier os i de overvejelser, der ligger til grund for den enkelte prædiken. Dermed fremstår en prædiken også som et stykke håndværk, hvor nogle valg skal træffes med hensyn til sprog og opbygning. De valgte tekststeder udfordrer til en diskussion af helt aktuelle emner, eksempelvis om troens dilemma i mødet med magt og normer og religionens plads i det offentlige rum, om kærlighedens væsen, om paradistanken, om lidelsens mening, om forskellen mellem Muhammed og Jesus – og mange flere interessante spørgsmål. De 26 prædikener indeholder en mangfoldighed af holdninger til samfund, menneske, Gud og eksistens og gør det på en sådan måde, at det er til at forstå som menigmand. Bogen appellerer til at blive læst i et fællesskab, da den umiddelbart provokerer til debat. Her til sidst kommer en lille smagsprøve fra sognepræst Helle Krogh Madsen, som tager udgangspunkt i det første tekststed, Matthæus 22, 15-22, hvor Jesus udtaler de berømte ord:” Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Skelner man ikke imellem, hvad Gud kan, og hvad mennesket kan, får det ubærlige konsekvenser, skriver Helle Krogh Madsen: ”Vi kan ikke bære, hvis kejseren får det hele, så arbejdslivet bliver Gud, og et menneskes værd bestemmes ud fra dets værdi på arbejdsmarkedet og måles i karakterer, løntrin, cv’er og evne til selvudvikling”. Tankevækkende ord i en tid, hvor coaching er et must!  

 

Rejser i scriptoriet

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 
Paul Auster: Rejser i scriptoriet
Per Kofod 2006
168 sider
Pris 248 kr.
 

Rejser i scriptoriet er en fin lille roman for Auster-fans. Hovedpersonen Mr Blank vågner op og befinder sig i et aflåst (eller er det låst?) værelse, hvor vinduet er lukket med skodder. Værelset overvåges af kameraer (er det et fængsel?) og på skrivebordet ligger stabler af papir og billeder. Mr Blank kan ikke huske noget som helst; han tvangsmedicineres med tabletter (er det derfor han ikke kan huske?), og han modtager besøg af flere personer dagen igennem. De er alle personer fra Austers tidligere forfatterskab.

Hvem er Mr Blank? Han har sendt agenter ud i missioner og været ansvarlig for deres liv (er det symboler på hans forfatterskab?). Han afventer tilsyneladende sin dom, som kan forventes at blive hård.

Vi følger tryllebundet denne dag i Mr Blanks liv, og nyder denne skriveøvelse i skrivestuens ukendte land på denne dag, som slutter med sov godt Mr Blank. Lyset slukkes

 

Gode bøger vi har læst