Vilhelm Topsøe: Operasangerinden
Lindhardt og Ringhof 2009
384 sider
Pris 350 kr.
Vilhelm Topsøe er en garvet forfatter, han debuterede i 1972, og denne er nu hans elvte roman. Den er ikke ringe. Vi følger operasangerinden Helene, som tager et job i Tel Aviv, men umiddelbart inden hun skal rejse, erfarer hun, at hendes mand har en affære med en yngre kvinde. Mens hun er i Tel Aviv forsøger hendes mand selvmord, han dør efter forsøget og Helene må afbryde sin kontrakt og tage hjem. Svig og bedrag hober sig nu op i Helenes liv, og med en langsom og rolig koncentration folder historien sig ud. Der er religiøse anfægtelser – Helene har jødiske rødder, der er bitterhed og tomhed, som fyldes op med alkohol. De to børn i ægteskabet præsenteres vi for, og de har hver deres problemer. Det er en følelsesmættet bog, og sproget er let og elegant. Dette er bestemt en god bog.