Anmeldt af Eline Andersen
Anders Dahl-Nielsen: Grib livet
Skrevet i samarbejde med Kurt Lassen
People’s Press 2009
350 sider
Pris 299 kr.
Kurt Lassen har her i samarbejde med Anders Dahl-Nielsen grebet kodeordet til en biografi om Danmarks Mr. Håndbold: Grib Livet. Jeg forestiller mig, at Anders Dahl-Nielsen stille og roligt har driblet sine mange erfaringer med et liv med håndbold videre til journalisten Kurt Lassen. Det er et liv, som bliver beskrevet med indføling og energi – et liv med oplevelser og udfordringer – sejre og nederlag på håndboldbanen og livsbanerne. Men først og fremmest et liv, som har været det hele værd.
Kurt Lassen har formået at omsætte 40 års erfaringer med specielt håndbold til en læseværdig bog, som også under overfladen er et budskab om, at man skal gribe de muligheder, der ligger lige for og kæmpe de kampe, der er nødvendige i livet og på banen.
Kurt Lassen har nu også grebet chancen for at udgive endnu en bog om én anden af Danmarks store sportsprofiler, Caroline Wozniacki. Bogen udkommer den 12. jan 2010. Det bliver spændende at læse, hvordan denne bog, som angiveligt ikke er skrevet i samarbejde med hovedpersonen, præsenterer sin hovedperson.