Anmeldt af Eline Andersen
Svend Aage Madsen: Mange sære ting for
Gyldendal 2009
411 sider
Pris 299 kr.
Dette er en ægte julekrimi – som sagtens kan læses et godt stykke ind i det nye år. Læseren får først kastet liget af den verdenskendte, danske astronom Adam d´Eden i skødet. Han findes spiddet på Århus Domkirkes spir – og det sætter en handling af verdensreligiøs betydning i gang.
Vi får et helt unikt plot spiddet på tidens rand – hvor de to spejlplaneter optræder. Det særlige ved spejlplaneter er, at de reflekterer jordens lys, så man kan se, hvad der foregik på jorden for 2000 år siden – den tid, det tager lyset at rejse frem og tilbage.
Ikke mindre end Jesu liv bliver således genspejlet. En chokerende sandhed, som er blevet dokumenteret på tusindvis af videobånd. Og nu går den vilde jagt. Mange er interesserede i båndene, og tiden er igen et spiddet spejlbillede i plottet.