Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Michael Larsen: Mordet på øen
Lindhardt og Ringhof 2016
444 sider
Pris 300 kr.
Michael Larsen slog sit navn fast i krimigenren med bogen Slangen i Sydney for mange år siden. Den foreliggende bog er en god krimi, men den lever ikke op til Slangen i Sidney. Øen er Ærø, og politikommissær Folmer bliver sendt derned for at opklare et mord på en kvinde. Det bliver nu til flere mord langs ad vejen, og der er ikke rigtig nogen spor at gå efter. Morderen leger med Folmer og ringer til ham med oplysninger, som kun politiet skulle kende noget til, og selv en bemærkelsesværdig, kvindelig journalist på Ærø, der er knivskarp i pennen og hverken er journalist eller hedder det, hun nu hedder, har oplysninger, som hun ikke burde have. Handlingen er naturligvis at opklare mordene, men vi får som bonus beskrevet livet på en lille ø med alle de indspiste detaljer, der må være i et lille isoleret samfund. Bogen er spændende, og den er også godt skrevet, man er næsten til stede på Ærø, og det er ikke det værste sted at være, altså når der ikke lige huserer en morder.