Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Stephen King: Mercedesmanden
Oversat af Jakob Levinsen
Hr. Ferdinand 2016
480 sider
Pris 300 kr.
Stephen King har skrevet en lang stribe romaner. Ofte er der noget overnaturligt i dem, men her kommer den første regulære krimi fra hans hånd uden spor af mystik, og den er fremragende. Den er nu også prisbelønnet i USA, og den ligger lige i øjet til en filmatisering. Centralt står den nu pensionerede politimand Bill Hodges. Han er ved at gå til i junk food og kedsomhed. Hundreder af mennesker står i kø for at kunne få anvist et job. Ind kommer en stjålet Mercedes 500 med en maskeret fører, og den majer jobkøen ned. Der er mange døde, lemlæstede og sårede. Men man finder ikke gerningsmanden. Man kalder ham Mercedesmanden. Læseren får hurtigt at vide, hvem han er, han kører isbilen, som sælger is til børn og unge. Han bor med sin fordrukne mor, som han har et forskruet forhold til, og i kælderen har han et større batteri af computere, sprængstoffer og elektronik til bomber. Mercedesmanden vil udfordre den pensionerede betjent og sender ham mails, som betjenten reagerer på med psykologisk raffineret snilde. Dette er en særdeles spændende og velskrevet bog, King kan det der med at skrive, så man holder fast og nødigt lægger bogen fra sig. Hodges allierer sig med en farvet dreng og en psykisk svag kvinde, og sammen får de foden på morderen. Hvis du begynder på denne bog op til en week-end, får du ikke slået din plæne i denne uge.