Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Eva Maria Fredensborg: Min mund er lukket
Elg & Co 2014
350 sider
Pris 300 kr.
Fredensborgs debutkrimi ”En gang morder” var en særdeles læseværdig krimi, og her foreligger nu andet bind i serien med de samme personer. Hvor vi i den første krimi fik historien fra Robert Strand, får vi i dette bind historien fortalt af Asta Qvist, en ung sociologistuderende, som skal skrive speciale om samarbejdet i gruppen. En kvindelig litteraturoversætter findes i sit hjem død efter en overskåret arterie ved det ene håndled. Det er venstre hånd, og kniven ligger ved siden af den højre hånd. Selvmord siger politiet, men Asta finder, at regnskabet ikke passer, og gruppen beslutter at forske lidt dybere. Og selvfølgelig ligger der mere bag. Bogen er et godt bekendtskab, den er velskrevet, og plottet er spændende og fængslende. Herligt at Fredensborg har valgt ikke at lukke sin mund men at give dette og et næste bind til os.