Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Chinua Achebe: Trives ej længere her
Oversat af Leif Bertelsen
Bechs forlag-Viatone 2014
156 sider
Pris 200 kr.
Chinua Achebe, der døde for et år siden, er en af Afrikas bedste forfattere. Hans debutroman ”Alt falder fra hinanden” er oversat til 50 sprog og solgt i millioner af eksemplarer og naturligvis er den højt priset. Nu foreligger så denne fortsættelse af debutromanen på dansk. Hvor ”Alt falder fra hinanden” handlede om Nigeria ca. år 1900, hvor englænderne begyndte at komme, handler denne bog om Nigeria 1956. Vi følger Obi Okonkwo, barnebarn af Ogbuefi Okonkwo, som var hovedpersonen i ”Alt falder fra hinanden”. Obi har på stammens bekostning været fire år i England og studeret Engelsk. Nu er han selvskrevet til et job i administrationen i Nigerias hovedstad, men han har problemer med at få økonomien til at løbe rundt, problemer med at finde sig til rette i den hvide kultur, samtidig med at han kæmper mod den udbredte korruption, en kamp, han er dømt til at tabe. Han har kærestesorger, da hans veninde ikke vil giftes med ham og heller ikke ønskes af hans forældre. Det er en dejlig bog, en bog, som man tror på, som udstiller kulturforskellene mellem hvid og sort, og som griber en lige i hjertet. Sådan må det have været – og er det måske stadig.