Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Gerd Rindel: Her sker aldrig noget
Turbine 2014
182 sider
Pris 249 kr.
Gerd Rindel er en prisbelønnet dansk forfatter, som siden 1981 har udgivet en lang række bøger.
Nu har hun så begået denne perle af en bog. Titlen skal tages med et gran af salt. Vi er i en lille provinsby, der kan hedde hvad som helst, i 1961– 62. Toget standser ved stationen to gange i timen. I byen er der ikke rigtig noget forretningsliv, men byens hovednerve er aktieselskabet F. Knudsen og søn, hvor generationer af Knudsen, som alle sammen hedder F., har stået i spidsen for produktion og salg af skole og kontorartikler. Vores personer har alle sammen noget med denne fabrik at gøre, og der sker noget i byen, trusler, kriminalitet, afpresning, kærlighed, drukkenskab, sågar mord. Det hele er gennemsyret af en underspillet humor, som gør at man må læse videre om disse menneskers skæbne i denne søvnige by. Så Her sker aldrig noget passer altså ikke, der sker en masse både i den lille historie og i den store. Og jeg kunne også i den grad lide, hvad jeg læste.