Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Emilie Schepp: Mærket for livet
Oversat af Hans Larsen
Politikens forlag 2014
380 sider
Pris 250 kr.
Emilie Schepp er svensker. Hun kan noget med sproget og har tidligere skrevet filmmanuskripter. Denne bog er hendes skønlitterære debut, det er første bind i en planlagt serie med anklageren Jana Berzelius, og hun skal være hjertelig velkommen på denne scene. Bogen er både spændende, uhyggelig, makaber og særdeles velskrevet. Jana vågner ni år gammel op på en hospitalsstue med en total manglende hukommelse for, hvem hun er, og hvad der er gået forud. 26 år senere skal hun lede efterforskningen af et mord, hvor de tekniske beviser peger på, at det er et barn, som har begået det. Der begås endnu et mord på et barn, der har et navn ridset ind i huden i nakken. Jana har selv et tilsvarende navn i nakken, og hendes historie viser sig at hænge sammen med barnet. Det er noget med containere, flygtninge fra Chile, grusomme mord, og så er der disse børn. Det er en god debut, forlaget siger, at det skal blive en serie, og det er svært at se, hvordan forfatteren vil leve op til denne. Der er spænding og action nok her, jeg stoler på, at hun har fantasi til at følge den værdigt op.