Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Alice Munro: Livet: Noveller
Oversat af Ida Jessen og Gudrun Jessen
Gyldendal 2014
312 sider
Pris 300 kr.
Alice Munro er verdensmester i at skrive noveller. Derfor har hun i 2013 fået Nobelprisen. Munro er nu 83 år gammel, og hun siger selv, at denne bog er den sidste, hun skriver. Den er fremragende. Bogen indeholder 14 noveller, de sidste fire er selvbiografiske fra hendes barndom, hvor hun voksede op i en lille by i Ontario, og det er en ganske gribende virkelighed ærligt fortalt og helt tæt på hende som barn. Munros skikkelser er meget præcist tegnet, så det er let at leve sig ind i dem, dele deres følelser, og ofte kommer der uventede pointer, der får det til at vende sig i min mave. Det er fantastisk, som hun kan leve sig ind i menneskers følelsesliv så rigt og nuanceret, og så skrive det ud, så læseren er helt med. Det kan godt være, at Alice Munro siger, at nu vil hun ikke skrive mere, gud ved om hun kan lade være, jeg er ikke træt af hendes historier.