Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død
Oversat af Marie Tetzlaff
Gyldendal 2015
106 sider
Pris 150 kr.
Lev Tolstoj er ham, der skrev Krig og fred samt Anna Karenina. Men han har også skrevet andre ting, blandt andet denne lille perle af en roman. Den starter med at dommeren den 46 årige Ivan Iljitj dør. Døden er ikke nogen katastrofe hverken for kollegerne eller familien. Det er noget, der skal overstås, og så skal pensionen lige diskuteres af hustruen med advokaterne. Dernæst kommer hele forhistorien. Som nyudnævnt dommer er han ved at sætte sin lejlighed i stand, da han mærker en smerte i venstre side af maven. Han ved godt, at det er døden, der banker på, søger ganske vist kendte læger, der mumler noget om en løs nyre og om blindtarmen, og han tager medicin, som ikke hjælper. Han spørger sig om livet og døden, og i de sidste dage af sit liv, hvor han skriger af smerte, konkluderer han, at hans liv har været en løgn, og at døden vil være en forløsning. Det er en tidvis morsom og rørende lille roman, der fængsler ved sit glimrende sprog og ved beskrivelsen af en dødskamp, som har været rædselsfuld. Der er sandelig en grund til, at denne bog er den kendteste blandt Tolstojs mindre værker.