Bjørnedansen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

bjørnedansen

Anders Roslund og Stefan Thunberg: Bjørnedansen

Oversat af Andrea Fehlauer

Modtryk 2015

526 sider

Pris 300 kr.

Dette er en roman om en virkelig bankrøverbande, der satte Sverige på den anden ende. Det er pikant, at Stefan Thunberg er lilebror til de tre kriminelle røvere, og det gør nok ikke romanen dårligere. Og det er en djævelsk god roman. Den er fortalt klart og kort som maskinpistol salver, ikke noget at misforstå her, så det er en fryd at læse den. De tre brødre voksede op med en voldelig og alkoholiseret far, moderen flygtede hjemmefra, så faderen satte sit voldelige stempel på drengene. I skal slå fra jer, sagde han, og lærte dem hvordan. Da var den ældste bare ti år. Da den ældste var et par og tyve og den yngste sytten, røvede de sammen med en kammerat et militært våbendepot med geværer, maskinpistoler, maskingeværer, håndgranater og masser af ammunition, og derefter planlagde de – og udførte – 10 bankrøverier, hvor kuglerne fløjtede rundt i lokalet, samt et bombeattentat. Alle røverier var nøje planlagt med en militærisk præcision, og politiet arbejdede uafbrudt i 14 måneder, kaldte banden militærligaen, før de fangede dem. Det bedste ved bogen er næsten sammenholdet og forskellighederne mellem brødrene, hvor den ældste tager lederskabet og slægter sin far på, samtidig med at han selv under røverierne tager sig ømt af lille broderen. Selv om man kender udfaldet, er det bestemt værd at læse bogen, bare fordi den er – læseværdig.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *