anmeldt af Eline Andersen
Hanne Guldberg Mikkelsen: I pestens tid
Brændpunkt 2021
136 sider
179,95 kr
Der har været meget lidt at grine af i rigtig lang tid. Derfor har det også været svært at spotte de mennesker, der har en medfødt humoristisk sans. ”Min datter skriver altså utrolig godt” (anonym)… står der på bagsideslippen af bogen, I pestens tid af Hanne Guldberg Mikkelsen. Forfatteren havde også forsikret mig, at hendes mor havde sagt god for bogen. Det er befriende og humoristisk! Og det er bogen også. Jeg istemmer således koret af læsere, som før bogen blev trykt, siger, at det er en sjov bog.
Men det er så også en dyster bog, som skriver sig ind i pandemiers DNA og sætter de seneste mange måneder i perspektiv. I bogen møder vi en sprød, kvindelig statsminister som balancerer på kanten af flere kriser. Et farverigt persongalleri bidrager til et tragiskkomisk tidsbillede, om man vil. Men det er i bund og grund sjovt!
Bogen er let læst og super at have med i en den offentlige trafik, hvor man indtil i går kunne skjule smilet bag sin engangsmundkurv.