Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Kristofer Ahlström: Hjertet er kun en muskel
Oversat af Nanna Kalkar
Forlaget silkefyret
261 sider
Pris 299 kr
Kristofer Ahlström er svensker. Han har tidligere udgivet to romaner, men denne er hans første på dansk. Hovedpersonen er Elisabeth. Hun er buschauffør i Stockholm, hvor hun kører natruten, så hun kan sove om dagen. Hun finder en mobiltelefon i sin bus og tager den med sig i sin taske, og så opsøger hun den mand, som ejer telefonen. Han hedder Isak. Han er en flot mand, høj med brede skuldre og et smukt smil. Han er reklamemand, og viser det sig, ikke helt fin i kanten. De får et kærlighedsforhold, og hele romanen handler om deres kærligheds op og nedture. Han har haft et forhold til en flot kvinde på hans arbejde, og hun tvivler på, at deres forhold er slut, så hun er rasende jaloux. Bogens kerne er deres kærlighedsforhold. Det er fyldt med erotik, magtkampe, fortvivlelse, beruselse, forsoning og spioneri. Og det bliver ikke mindre da hun bryder ind i hans lejlighed og finder ubetalte regninger og inkasso trusler. Men det kommer ikke hende ved, siger han. Bogen viser, at hjertet netop ikke kun er en muskel. Det er et center, hvor mangfoldige følelser registreres og udtrykkes, angst, skyld, kærlighed, had, mistro, beruselse, og meget mere. Dette er en kærlighedsroman, og som sådan er den meget vellykket. Vi finder ikke ud af, om Isak er en sjuft, der bedrager sin naive kæreste, eller om han er en fin fyr, som bare har noget i bagagen. I alle tilfælde er det en god bog, som fængsler, og vi føler med hende og har (berettiget?) mistro til ham.