Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Carina Bergfeldt: Fadermord
Oversat af Charlotte Jørgensen
Lindhardt og Ringhoff 2014
393 sider
Pris 200 kr.
Her er en lidt anderledes krimi fra Sverige. Den handler i det ene spor om at opklare et mord, og i det andet spor om at begå et mord – et fadermord. Det mord, der skal opklares er på en kvinde, som er forsvundet nogle måneder tidligere, og som nu findes fastfrosset og død i isen på søen. Naturligvis er det politiet, der skal opklare det, men to kvindelige journalister på det lokale blad blander sig vældig meget og vil gerne opklare det selv. Julia hedder den ene kvinde, og hun har haft en modbydelig barndom med en far, som truede, overfaldt verbalt og fysisk både børnene og moderen og var et gennemført røvhul, en psykopat uden spor af empati. Julia vil ikke bare slå ham ihjel, hun vil pine ham, og hun laver lister over, hvad hun skal huske for ikke at blive opdaget. Om det lykkes hende, vil jeg ikke fortælle. Bogen er godt fortalt og godt skrevet. Der er kapitler i kursiv med tilbageblik i Julias liv, men det virker ikke forkert i denne sammenhæng, og bogen er spændende nok, selv om opklaringen af kvindemordet virker lidt søgt. Carina Bergfeldt er selv journalist, dette er hendes debutbog, og den er bestemt ikke ueffen.