Anmeldt af Eline Andersen
Ole Henriksen: Et ærligt liv
People’s Press 2009
317 sider
Pris 299 kr.
Helt ærligt! Ja så åbnede jeg bogen med en god klat skepsis. Kunne denne creme-guru flytte noget sådan en fed jul her? Jeg har et par enkelte gange stødt på Ole Henriksen i danske tv-programmer, som jeg ikke har set til ende, fordi tiden var til andet.
Men jeg overgiver mig: Et ærligt liv er ærlig, interessant og tankevækkende. Med andre ord netop det, en selvbiografi skal være for at være god. Ole Henriksen fortæller farverigt om sin opvækst i Nibe og derfra ud i verden – København, Asien og Los Angeles. Han fortæller om sin måde at tackle sig selv og sin omverden. Han fortæller om sit liv som bøsse, kreativ livsudfordrer og medie-kendt-skønheds-ekspert.
Et ærligt liv kan varmt anbefales som endnu et skønhedsprodukt skabt på opskriften ærlighed, indsigt og god humor – tre vigtige ingredienser i skønhed. Og her er det jo netop, at Ole Henriksen har slået igennem: som skønhedsekspert.